Kommunal mentor dømt for vold mod klient

En 31-årig prøveløsladt og flere gange dømt voldsmand er idømt 8 måneders fængsel for vold mod den teenager, som kommunen havde hyret ham til at hjælpe på rette vej, skriver Helsingør Dagblad.

Straffen blev ekstra hård, da den 31-årige begik volden mod sin klient, få måneder efter at han var blevet prøveløsladt fra afsoningen af flere tidligere domme for vold.

Ifølge retsbogen, så slog manden den unge i hovedet og på hans hals og hamrede hans hoved ind i en mur under optrinnet i Strandgade i november sidste år. Den unge skulle have pådraget sig vejrtrækningsproblemer og blodudtrædninger af volden og blev desuden slået bevidstløs. Desuden blev den 31-årige dømt for trusler mod den unge.

»Dig, din lille fucking rotte, du er ikke en skid værd. Hvis du ikke skrider herfra, så fucking smadrer jeg dig! Pak dine ting og tag din kælling med dig, din lille snothvalp« lød de ansporende ord fra kommunens støttekontaktpersonen ifølge retsbogen.

Dømte er afskediget efter domsfældelsen

Det var således en flere gange dømt voldsmand, Helsingør Kommunes sidste år gav grønt lys til at være støttekontaktperson, også kaldet mentor, for den unge, som siden har fået dom for hærværk og indbrud flere steder i Helsingør.

Centerchef i Center for Børn, Unge og Familier i Helsingør Kommune, Jesper Daugaard, oplyser, at den dømte da også er blevet afskediget efter domsfældelsen.

Det var offeret selv, der over for politiet, lægerne på skadestuen og over for retten oplyste, at det var hans støttekontaktperson der udsatte ham for vold og fremsagde trusler mod ham den pågældende novembernat.

Var ikke mentor for voldsramte på gerningstidspunktet

Det faktum satte retten ikke spørgsmålstegn ved, og netop det forhold, at det var kommunens støttekontaktperson, der begik volden, blev anset for at være yderligere en skærpende omstændighed, da der skulle måles en straf ud til den 31-årige.

Men Jesper Daugaard bestrider at den dømte var mentor og støttekontaktperson for den voldsramte på gerningstidspunktet.

- Efter mine oplysninger var han ikke mentor for den unge mand, som volden gik ud over, men uanset hvad, så kan vi ikke have en voldsdømt person til at være støtteperson for byens unge, siger Jesper Daugaard til Helsingør Dagblad.

Kommunen finder ikke selv støttekontaktpersonerne

Han vil nu se nærmere på, hvor grundige kommunens sagbehandlere er med at kontrollere ansøgernes baggrund, når de visiterer støttekontaktpersoner til at bakke op om adfærdsvanskelige unge i kommunen.

- Det er i øvrigt ikke kommunen, der finder frem til personerne. Vi får vores støttekontaktpersoner fra et bureau ved navn Socialt Fokus, som har specialiseret sig i at formidle støttekontaktpersoner til kommunen, fortæller Jesper Daugaard.

Helsingør Dagblad forsøgte i går at få kontakt til formidlingsvirksomheden Socialt Fokus for at høre, hvordan den kan sende en prøveløsladt og godt kendt voldsmand ud som støtteperson og mentor for adfærdsvanskelige unge. Men det lykkedes ikke at få kontakt til firmaet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik