Kom med til Royal Run: Her er festerne på ruten

Få overblikket over de arrangementer og gode heppemuligheder, der er, når Royal Run løber gennem København og Frederiksberg.

Når Kronprins Frederik inviterer til 10-kilometersløb gennem København og Frederiksberg mandag d. 21. maj. er det ikke kun løberne, der får sig en stor oplevelse. Gennem ruten er der nemlig planlagt en lang række aktiviteter og arrangementer for publikum.

Det kan være svært at holde hoved og hale i de mange arrangementer, så for at gøre det hele let for dig, kommer der her et overblik: 

START: Løberne sendes ud på ruten til tonerne af klokkenist Jonna Strozs klokkespil fra Frederiksberg Rådhustårn.

1,5 km: Herfra går turen gennem Gl. Kongevej og hen foran Planetariet, hvor et af arrangementets sponsorer, Kohberg har planlagt en powerzone med opmuntrende DJ-musik til de, der allerede har tabt pusten.

2 km: Ved to-kilometer-mærket kan både løbere og publikum nyde sydlige toner fra Toscana Samba orkester, som stiller op med 25 musikere.

2,4 km: Bluesrock fra Freddy and The Phantoms foran Industriens Hus ved rådhuspladsen. Der er gang i den.

2,8 km: Fire musikere og en operasangerinde i både hvide og røde kjoler underholder med Brass and Opera på Vinderbrogade.

3,5 km: Foran Holmens Kirke står Vedbæk Pigegarden for at sende publikum og løbere pænt videre. 

3,7 km: Ved Holmens Kanal er der DJ-fest med champagne og sæbebobler til den helt store guldmedalje. 

3,9 km: Foran Det Kongelige Teater vil løberne møde 1000 korsangere, der vil synge Kronprinsen og de øvrige deltagere videre i løbet, når de krydser Kongens Nytorv. 

Her kan du få en forsmag på det, der venter løberne, når de kommer ind på Kongens Nytorv.

4,5 km: Det Spanske Turistbureau står for endnu en DJ-fest med en portal af strimler, som løberne skal igennem i Bredgade for at komme til Amalienborg. 

4,7 km: Ved Amalienborg står livgarden for musik. Derudover holder kongehuset kortene tæt til kroppen, så vi venter i spænding, hvad de finder på. 

5,4 km: Drengegarden fra Roskilde Garden modtager løberne med musik ved Sankt Annæ Plads.

Roskilde Garden på Valdemarsdag.

6 km: Under Knippelsbro ved Kayakbar er det DJ Simon Dokkedal fra Den Sorte Skole, som tidligere vinder af Kronprinsparrets kulturpris, der står for festen. 

6,6 km: Løberne er nu nået til Søren Kirkegaards Plads, hvor Københavns Kommune i samarbejde med KUU (Kombineret Ungdomsuddannelse) etablerer en såkaldt Powerzone med balloner, guirlander og stylter til det heppende publikum.

6,9 km: Det internationale atletikforbund IAAF og Mikkeller sørger for crossshow, cheerleaders og DJ.  

7,2 km: Foran Glyptoteket på H.C. Andersens Boulevard er det trommegruppen Slagkraft, der står for underholdningen. 

7,7 km: Ruten vender tilbage til bluesrockgruppen Freddy and The Phantoms, der giver endnu et nummer foran Industriens Hus. 

8,0 km: Tivoli Garden spiller op til fest foran Tivoli. 

8,3 km: Ved Frihedsstøtten spiller Alex Nyborg Madsen de numre, som Kronprins Frederik selv har valgt til sin spilleliste på Spotify.

8,9 km: På Vesterbro Torv løber ruten lige ind i en koncert arrangeret af Musikforeningen Vesterbro. Flere bands, herunder Fools, står klar til at give et nummer eller tre. 

9,3 km: Ved næstsidste post på Royal Run-ruten står Det Grønlandske Hus for underholdningen på Sankt Thomas Plads. 

9,5 km: Tilbage på Frederiksberg kommer løberne ind på Frederiksberg Allé, hvor Giv Blod vil have en stand med DJ, balloner og meget mere. OBS: Det er ikke løberne, der skal give blod 500 meter fra mål.

10 km: Løbet slutter på for enden af Frederiksberg Allé ved indgangen til Frederiksberg Have. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik