Kokkedal Slot. Som der så ud, før der uden tilladelse blev opført en telt-tilbygning og to mindre teltpavilloner. Foto: TV 2 Lorry

Foto: TV 2 Lorry

Foto: TV 2 Lorry

1 af 3

Kokkedal Slot: Ulovlig tilbygning på politisk dagsorden

Politisk støtte til telt-tilbygning, som er opført uden tilladelse. To pavilloner er derimod i farezonen.

Det fredede Kokkedal Slot, der i dag bliver brugt som hotel og konferencenter, var torsdag formiddag på dagsordenen i Hørsholm Kommunes Miljø- og Planlægningsudvalg.

Uden tilladelse er der nemlig blevet opført en 165 kvadratmeter stor telttilbygning på slottets terrasse samt to pavilloner neden for terassen.

Slottet er fredet, og derfor kræver den slags ikke alene byggetilladelse. Det kræver også en dispensation fra fredningen.

Det er Fredningsnævnet, der skal give en dispensation. Men før nævnet beslutter sig, skal kommunen udtale sig om muligheden for en dispensation.

Det var det Miljø- og Planlægningsudvalget skulle se på i dag.

Og udvalget ser positivt på telttilbygningen, fortæller et af medlemmerne, den konservative Kristin Arendt.

- Det er selvfølgelig uheldigt, de ikke har indhentet en tilladelse. Men jeg er sikker på, de har været i god tro. Og vi kan godt stå inde for den konstruktion, de har lavet på terrassen. Telttilbygningen ødelægger ikke oplevelsen af slottet, siger hun til TV 2 Lorry.

Helt så sikker er udvalget ikke, når det gælder de to pavilloner. Her skal man først se nærmere på, hvordan de bliver brugt. Om de for eksempel kun stilles op ved bryllupper, eller om de står der permanent.

Når udvalget har besluttet sig for, om den kan sige god for pavillionerne eller ej, er resten så op til Fredningsnævnet.