Køges socialdemokrater stemmer om ny chef

Marie Stærke bliver siddende som Køges borgmester - også hvis hun taber formandsvalget til Thomas Kielgast.

Køges socialdemokratiske borgmester Marie Stærke lægger ikke borgmesterkæden, hvis hun taber en urafstemning 15. februar til partifællen Thomas Kielgast.

Det siger hun til Ritzau efter partiets generalforsamling i Teaterbygningen i Køge vedtog en urafstemning blandt godt 500 socialdemokrater om lederposten.

- Jeg bliver som borgmester resten af perioden. Hvis han vinder, er han spidskandidat til kommunalvalget i 2013, siger hun.

Kielgast udfordrer hende efter et turbulent år, hvor Tommy Kamp som fhv. lokalformand trak sig efter en tiltale for bedrageri samt for et for tæt forhold til den lokale rocker "Suzuki-Torben".

Samtidig blev Kamps mangeårige ven, Henrik Sass Larsen, trukket med ned.

Midt i regeringsforhandlingerne i det sorte tårn på Crowne Plaza Hotel på Amager fik Henrik Sass Larsen besked om, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister af Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Sass var ellers spået den magtfulde post som finansminister i Helle Thornings-Schmidts regering. Kort efter meddelte han medierne på Christiansborg, at han ikke stod til rådighed som minister.

Siden har Henrik Sass Larsen blandt andet kritiseret, at PET ikke advarede ham mod bekendtskaber, som kunne være en sikkerhedsrisiko.

Marie Stærke erkender, at der skal klinkes skår uanset udfaldet af urafstemningen.

- Det er ikke illoyalt at udfordre mig, men det er et tillidsbrud, fordi han ikke har sagt det til mig. Der skal nok bruges noget tid til at klinke nogle skår. Der er nogle ting, der skal tales om i hele byrådsgruppen, siger hun.

Thomas Kielgast mente, at det er godt med mere end en kandidat.

- Det er en forhåbning om at lave en helt ny start, så vi kan komme videre. Og forhåbentlig stadig fastholde borgmesterposten efter næste valg, sagde han til TV2 News.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik