Foto: TV2/Lorry

Køge kan få fjernvarme fra citronskræller

Fjernvarmeselskabet VEKS og pektinfabrikken CP Kelco har planer om et usædvanligt samarbejde omkring levering af fjernvarme til Køge. Det skriver DAGBLADET Køge.

Pektin laves primært af citrusskaller, der koges ved en høj temperatur. Derfor producerer CP Kelco en stor mængde restvarme, der i dag blot ledes op i atmosfæren.

- Vi har i 20 år ment, at den overskudsvarme kan anvendes på en mere fornuftig måde. Da vi hørte, at fjernvarmen kom til Køge, så vi straks en mulighed, siger fabrikschef Jørn Stryer.

Han vurderer, at CP Kelcos varmeproduktion kan dække behovet for varmt vand for halvdelen af Køges husstande om sommeren. Det er dog mere kompliceret end blot at forbinde fabrikken med en rørforbindelse til fjernvarmenettet. Kølevandet fra fabrikken er typisk kun 30 grader varmt, og det skal igennem en varmepumpe, før det er varmt nok til fjernvarmenettet.

Det største uafklarede spørgsmål er dog, hvem der skal eje den rørforbindelse, der forbinder fabrikken med fjernvarmekunderne.

- Der skal investeres penge i en ledning, og de penge er jo tabt, hvis fabrikken en dag lukker. Det regner vi bestemt ikke med, at den gør, men vi udsætter os for en vis risiko. En løsning kunne blive, at fjernvarmen bliver solgt så billigt i starten, at man hurtigt kan afskrive rørledningen, siger Lars Gullev, direktør i VEKS.

CP Kelco og VEKS er i forvejen partnere i det kommende biogasanlæg i Solrød. CP Kelco skal levere størstedelen af råmaterialet til anlægget, mens VEKS aftager varmen.