Køge igen hærget af brandstiftere

For anden nat i træk var kvarteret omkring Ellemarken i Køge præget af ildspåsættelser, skriver DAGBLADET Køge.

Tre gange i løbet af aftenen måtte politiet og beredskabet rykke ud for at slukke tre påsatte brande. Den første brand opstod klokken 20.17 i et træskur på Parkvej. Da politiet ankom, var der en del unge forsamlet på stedet, men ingen af dem kunne forklare, hvordan branden var opstået. Knap to timer senere blev en lastbil parkeret på Lyng­toften stukket i brand - formentlig ved hjælp af brandbare væsker.
Til trods for en massiv polititilstedeværelse i området udbrød der klokken 02.30 brand i et kolonihavehus på Lynggårdsvej. Også denne brand mener politiet var påsat, men politiet har endnu ingen mistænkte. Efter to dage med brandstiftelser må der gøres noget, mener byrådsmedlemmet Flemming Christensen (K).
- Jeg bliver harm, når jeg hører om sådan noget her. Vi må drøfte det her politisk, og så må vi tage kontakt til politiet og høre, hvad vi kan gøre for at sætte en stopper for det her hærværk. Vi må finde ud af, hvad det er, der får dem til at agere, som de gør, og vi må sætte ind nu, før det her eskalerer til noget endnu værre, siger Flemming Christensen.
I formiddag sad repræsentanter for SSP samarbejdet mellem Køge Kommune, Køge Lokalpoliti og boligselskabet i møde i håb om at få sat en stopper for hærværket.
- Vi har sat en dialog i gang, og vi arbejder på at få dæmpet urolighederne i samarbejde med boligselskabet og kommunen. Vi mener, hærværket grunder i noget lokal uenighed, og den konflikt gør vi et proaktivt stykke arbejde for at få bilagt, siger lederen af lokalpolitiet i Køge Johnny Nilsson.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik