Køge-borgere skylder kassen

På et enkelt kvartal er restancerne vokset med 10 millioner kroner, således af borgerne ved udgangen af første kvartal 2009 skyldte kommunen knap 80 millioner kroner. Stigningen er den kraftigste blandt samtlige kommuner i Region Sjælland.

Borgmester Marie Stærke (S) er stærkt utilfreds med
situationen omkring inddrivelse af restancer i en tid, hvor Køge
Kommune står i en svær økonomisk situation.
- Det er et problem, der er vokset, efter SKAT i forbindelse
med kommunalreformen i 2005 overtog opgaven fra kommunerne,
forklarer hun og henviser til, at siden 2005 er antallet af
restancer for private og virksomheder i Køge Kommune næsten
fordoblet.
Selv om Marie Stærke i første omgang kritiserer SKAT's
effektivitet, er det regeringen, hun stiller til ansvar for
problemet.
- Jeg tror, det er vigtigt med decentralisering på et område
som dette. Det er blevet nemmere som borger at ignorere
rudekuverterne, fordi de kan se, at det ikke får nogen
konsekvenser, siger hun.
Kontorchef for inddrivelseskontoret i Roskilde, Bent Lekdorf,
mener ikke, at SKAT på nogen måde har en andel i, at
restancebeløbet i øjeblikket er på himmelflugt i Køge.
- Det, vi kan måle er, hvor mange penge, der kommer i kassen.
Og der er vores provenu for kommunale krav stigende, siger han.
I stedet skyder han skylden på ændrede regler og den
økonomiske krise.