Køge Boldklub reddet fra konkurs

Efter et par ugers tavshed og forhandlinger bag lukkede døre tyder alt nu på, at der er en fremtid for topfodbold i Køge, skriver DAGBLADET Køge, fredag.

I flere dage er der foregået
intense forhandlinger, sonderinger og en afklaring af muligheder
for i første omgang at redde Køge Boldklub fra at gå konkurs.
Det er lykkes. Boldklubben er reddet, ifølge DAGBLADETs
oplysninger, og budgettet for det kommende år ydermere sat så
lavt, forsigtigt og defensivt, at der sågar kommer et lille
overskud ud af det. Den afværgede konkurs betyder samtidig, at
der også er en overbygning med Herfølge Boldklub undervejs.
Dermed er der lagt op til, at et nyt fælles selskab kan søge DBU
om at få lov til at stille et fælleshold de to klubber imellem
fra starten af næste sæson. Ifølge DAGBLADETs oplysninger skal
det hele være faldet på plads på tirsdag, og så er planen, at de
fremtidige projekter, præsenteres på et pressemøde næste fredag.
Det indebærer ikke mindst, at byggeriet af det nye stadion Køge
Park kan påbegyndes.Ingen af de implicerede parter og
forhandlere ønsker at sige noget eller at stå frem af frygt for,
at det hele falder til jorden. Ikke mindst med politisk hjælp
ser det nu endelig ud til at lykkes at skabe det ene hold i
kommunen, der vil kunne gøre sig blandt de bedste fodboldhold i
Danmark. Den chance er for god til at lade falde nu.