Køkkenbrand på Amager spredte sig igennem ventilationsskakt

Tagbranden på Tingvej lørdag morgen spredte sig via ventilationssystemet. Etageadskillelsen forhindrede, at branden spredte sig yderligere.

En brand i et køkken på Tingvej på Amager betød, at op mod 40 personer lørdag morgen blev evakueret.

Ifølge Hovedstadens Beredskab bredte branden sig til taget gennem et ventilationssystem.

- Der var tale om en decideret tagbrand, der spredte sig i ventilationssystemet, fordi brandrøgen var så varm, at den kunne sætte ild til tagkonstruktionen, siger Kristian Næsted, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab.

Alarmen gik klokken 8.20, og slukningsarbejdet varede i cirka seks timer.

Etageadskillelse sikrede, at brand ikke bredte sig yderligere

Ifølge Kristian Næsted spredte branden sig ikke yderligere på grund af den bygningens etageadskillelse.

- Det er en relativt ny bolig, så selvom køkkenet og dele af lejligheden har været overtændt, har branden ikke spredt sig til de andre lejligheder, fordi etageadskillelsen er lavet i beton. Derfor kunne branden ikke sprede sig på andre måder end gennem ventilationssystemet, siger Kristian Næsted.

 
 

Forsøgte at redde værdier

Beboere fra seks opgange blev evakueret i forbindelse med branden.

Nogle opgange var berørt af branden, mens der for en sikkerheds skyld blev slukket for strømmen og vandet i de resterende opgange.  I forbindelse med slukningsarbejdet forsøgte Hovedstadens Beredskab at redde nogle af værdierne fra lejlighederne.

- Når vi ankommer til en brand, er der to overordnede indsatser. Den ene er at finde ud af, om der er mennesker, der skal reddes. Desuden får vi fjernet folk fra området, hvor branden enten er eller har risiko for at komme hen, siger Kristian Næsted.

- Den anden del består i at forhindre, at branden spreder sig og sikre, at den bliver slukket helt. Derefter laver vi en følgeskadeindsats, hvor vi i det omfang, vi kan indsætter folk til at få værdier ud af lejlighederne, og, i det omfang det er muligt, sikrer lejlighederne mod røgskader og skader fra det vand, som branden er slukket med. Det gjorde vi også lørdag, hvor en frivilligenhed hjalp os, siger Kristian Næsted.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Følgeskadefirma skal få overblik over skader

I forbindelse med brandslukningen tilkaldes et følgeskadefirma, der blandt andet skal hjælpe forsikringsselskaberne med at få overblik over skaderne.

TV 2 Lorry afventer svar fra følgeskadefirmaet på, hvor stort omfanget af skaderne er, og hvordan udsigterne er til, at beboerne kan komme tilbage i deres lejligheder. 

Politiet skal også lave opfølgende undersøgelser af branden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik