Køges forældre blev hørt: Spareplan skudt til hjørne - indtil videre

Børneområdet klarer delvist frisag - hvis politikerne kan finde pengene andre steder.

01:49

Onsdag aften demonstrerede forældre i Køge. Politikerne har - i første omgang - lyttet til protesterne. Video: TV 2 Lorry

Strømmen af forældreprotester ville ingen ende tage, da Børneudvalget i Køge onsdag skulle holde møde og diskutere en hel stribe af sparemuligheder.

For både lavere normering og kortere åbningstider var blandt de muligheder, som politikerne skulle tage stilling til - og det var ikke populært blandt Køges forældrene.

Men i første omgang er deres protester blevet hørt.

Børneudvalget har fundet besparelser for fem ud af 10 millioner kroner - og foreløbigt er der ikke pillet ved hverken normering eller åbningstider.

- Faktisk er det lykkedes os at finde besparelser for fem millioner kroner, hvor vi samtidig ser mulighed for højere kvalitet, siger Pernille Sylvest (Soc. Dem), formand for Børneudvalget.

Børneudvalget i Køge skal gennemføre besparelser for 10 millioner kroner om året frem til 2023. De fem er altså nu fundet - men der skal stadig findes besparelser for yderligere fem millioner om året.

Her ses onsdagens demonstration i Køge. Foto: TV 2 Lorry

Fire områder giver besparelse

Hun nævner dagbehandlingstilbud på skolerne - for eksempel tilbud til børn med autisme eller såkaldte socioemotionelle udfordringer, som et eksempel på et sted man vil spare - men alligevel give bedre kvalitet: 

Her vil kommunen nemlig samle sine tilbud på færre adresser. Ifølge Pernille Sylvest er det en fordel for området, fordi man samler fagligheden.

Kommunen vil også effektitivisere sin visitation til børn, der har behov for specialtilbud, og på familiecenter Køge skal der laves et samlet udbud for de konsulenter -for eksempel psykologer - der arbejder med kommunens borgere.

Endelig vil Køge Kommune fremover selv stå for en række udslusningsboliger til unge med særlige udfordringer. Disse boliger har hidtil ligget uden for kommunen. Køge Kommune har tomme lokaler, der kan bruges til formålet, og på den måde er der tale om en besparelse.

Flere havde taget deres børn med til demonstration i Køge. Foto: TV 2 Lorry

På jagt efter fem millioner

Køge Kommune skal i spare 60 millioner kroner om året frem til 2023. Det pålagt Børneudvalget at finde de ti.

Nu har I så fundet fem millioner. Hvad med resten?

- Det skal vi drøfte i forligskredsen - for der er jo en resterende opgave, der skal løses. Men jeg kan ikke love, at vi ikke kommer tilbage og kigger på de tidligere spareforslag, lyder det forsigtigt fra Pernille Sylvest.

Byrådet i Køge skal mødes 25. juni for at forhandle de endelige besparelser på plads - så det er også deadline for, hvornår Børneudvalgets manglende fem millioner skal findes. 

- Jeg venter med at glæde mig, til vi er helt i mål, siger Pernille Sylvest.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik