02:36

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Køge tiltrækker erhverv i fremtiden

Køge satser på at blive et logistisk knudepunkt i fremtiden ved at udbygge havneområdet for en milliard. Der er allerede efterspørgsel efter flere kajpladser og erhvervsgrunde.

Køge ligger i et geografisk smørhul, når det handler om at tiltrække virksomheder med behov for at transportere varer. Den gode placering tæt på motorvejen og vandet har gjort byen til et af landets største trafikale knudepunkter for erhvervslivet.

Discountkæden Netto har sit lager i Køge. Herfra forsynes landets 459 Netto-butikker med dagligvarer. Og det var langt fra tilfældigt, at Netto valgte netop Køge, da de i 2003 skulle udvide hovedlageret og måtte finde en ny adresse.

Lageret ligger på Skandinavisk Transportcenter i Køge, lige ud til motorvejen. Det gør det nemt for de 700 lastbiler, som hver dag skal til eller fra lageret.

Køge Kommune oprettede Skandinavisk Transportcenter omkring årtusindskiftet. Håbet var at udnytte geografien til at tiltrække en ny type virksomheder og vækst til byen. Siden Netto slog sig ned som en af de første har flere fulgt efter, og transportcentret er i dag arbejdsplads for over 2.000 personer.

Nu har også Køge Havn vokseværk.

Over de næste år skal havnens areal næsten fordoblet, så i fremtiden vil mere gods kunne komme til Køge ad vandvejen.

- Hvis vi siger at vi omsætter i omegnen af 2 millioner tons i dag, så er ambitionen at nå 5.6. millioner tons inden for de næste ti år, siger Thomas Kampmann, Direktør i Køge havn.

Havnen vil i fremtiden kunne modtage dobbelt så store skibe. Det regner de også med at få glæde af i Netto, som i dag benytter Københavns Frihavn.

- Det betyder, at der kommer til at være mulighed for, at vi kan tage små containerskibe ind, og på den måde kan vi få containere direkte til Køge, fremfor at vi skal tage dem andre steder fra, typisk i København, siger Jørgen Larsen, logistikchef i Netto til TV 2 Lorry.