Køge lemper på omstridte parkeringsregler: "Vi bestemmer"

Byrådet i Køge har valgt at lempe de tidligere vedtagne parkeringsregler for at imødekomme kritik fra butikker og beboere.

Køge Byråd vælger at lempe på de tidligere vedtagne regler om betalingsparkeringen i kommunen.

Det står klart, efter et enstemigt byråd tirsdag besluttede, at flere dele af ordningen for den kommende betalingsparkering i det centrale Køge skal lempes.

Ifølge byrådet sker det for at gøre det nemmere for beboerne i bymidten, ligesom borgere med korte ærinder nær Køge Torv nu får lettere ved at parkere.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi har lyttet til de mange gode input, der er kommet fra følgegruppen og andre interessenter, og jeg synes, vi har udarbejdet et godt grundlag for de nye parkeringsregler, siger Mette Jorsø, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge Kommune, og tilføjer:

- Der bliver mulighed for, mod betaling, at holde længere tid på de store P-pladser, end tilfældet er i dag – ligesom vi bibeholder muligheden for at parkere gratis på Torvet og gader og stræder i et kortere tidsrum. Det giver den fleksibilitet, som er nødvendig, for at skabe plads til alle på vores parkeringspladser.

Det vakte stor frustration, da politikerne i sin tid besluttede de parkeringsregler, der nu er lempet. Indslaget her er fra 25. juli. 

Betalingsparkering skabte bekymrede borgere

Allerede før reglerne nåede at træde i kraft, har parkeringszonerne skabt massiv bekymring og forvirring blandt køgegenserne.

- Som erhvervsdrivende i Køge synes jeg, det er helt godnat. Er sikker på, at vi kommer til at miste mange kunder, skrev Heidi Holm Olsen Katholm på Facebook-siden 'Det sker i Køge'.

Andre var frustrerede over, at det ikke var muligt at parkere gratis i kortere tid, så mindre ærinder i byen, såsom at hente børn i daginstitution, ikke var muligt uden at hive pengepungen op ad lommen.

Beslutning truffet udenom byudvikler

Beslutningen om lempelserne er blevet truffet udenom byudvikler og samarbejdspartneren TK Development. 

De nye parkeringsregler skulle afhjælpe den trafikale situation i Køge i takt med byudviklingen af stationsområdet, åbningen af Rådhusstræde med nye og butikker og cafémiljø samt den nye biograf, der skal forbinde Køge Kyst og Havn med resten af byen.

Forventningen er, at udviklingen vil skabe meget mere trafik gennem byen, og de nye parkeringsregler var iværksat for at skabe større flow i parkeringspladserne og i højere grad få langtidsparkering ud af byen.

Ifølge borgmester Flemming Christensen, Kons., er lempelserne sket for at imødekomme borgere og handelsforeningen i byen, der har udtrykt stor kritik om overfor betalingsparkeringen. 

- Det er foregået i tæt dialog med borgerne, handelsforeningen og andre parter om den her sag. Den oprindelige plan var for stram - simpelthen, siger borgmester Flemming Christensen og tilføjer: 

- Vi har simpelthen været en tur nede i maskinrummet for at se på, hvordan vi kunne gøre det mere enkelt og overskueligt. 

Hvorfor har I gjort det uden at spørge byudvilkleren til råds først?

- Køge Kommune råder kun over et af tre områder, hvor der skal være betalingsparkering. Det blev vedtaget for ni år siden. Det vi vil ændre på, er den traditionelle gamle midtby, og det bagvedliggende areal. Det er det, vi udmønter reglerne for nu, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Han mener ikke, at det er kommunens opgave, at gennemføre betalingsparkering på vilkår, som tilgodeser de to andre områder ved Køge Havn og Køge Kyst-projekterne.

- Det må være op til os selv at tage vare på det. De bestemmer, hvad de vil taget for parkering i deres områder, og vi bestemmer i vores områder, siger borgmesteren.

Fakta: De nye regler for parkering pr. 2. januar 2018 i Køge

Gratis P-pladser
  • 1 times gratis parkering uden mulighed for forlængelse på udvalgte parkeringspladser (Torvet, Brogade, Kirkestræde, Nyportstræde, Allegade, HC. Andersensgade, Nørregade, Bjerggade og Vestergade samt pladser ved NETTO på Blegdammen).
  • Der er uden for betalings- og bufferzonen nyetableret gratis P-pladser på Værftsvej, samt gratis parkering på Kongsberg Alle.
Parkeringspladser med betaling
  • Der skal betales 8 kroner pr. time indenfor betalingszonen (se kort). Gælder hverdage 8-18 og lørdag 8-15. Søn- og  helligdage er betalingsfri. Der er ingen tidsbegrænsning på de parkeringspladser, hvor der kræves betaling.
  • Handicappladser er gratis.
  • I parkeringsautomaterne kan der betales med kort og mobilepay. Automaterne forsynes ikke med møntindkast. Derudover kan man betale med applikationerne Easypark og Mobilparkering.
  • Betales med kreditkort eller en af applikationerne, betales kun for nøjagtig den tid, der parkeres. 
  • Der udstedes ikke parkeringsbillet til forruden i automaterne. Al registrering og kontrol foregår via nummerpladen.
  • P-skrabekort på hhv. 1 time og 3 timer kan dog købes i Køge Kommunes Borgerservice. P-skrabekort benyttes i stedet for elektronisk registrering og lægges synligt i forruden.
Grøn Bufferzone
  • I den grønne bufferzone (se kort) kan der parkeres gratis i op til 2 timer i tidsrummet 8-18 på hverdage og 8-15 om lørdagen. Udenfor disse tidsrum er der ingen restriktioner.
  • Gæster til beboerne i disse områder - samt alle andre - kan købe en dagslicens til 30 kroner, der giver ret til parkering hele dagen.
Mulighed for Dagslicens og Månedslicens
  • Dagslicenser (30 kroner) kan benyttes i bufferzonen fra klokken 8-18 på hverdage og klokken 8-15 på lørdage. Dagslicens kan købes i betalingsautomaterne eller på Easypark/MobilParkering.
  • Det bliver muligt for alle at købe parkeringslicenser, der giver adgang til fri parkering på de lilla områder. En sådan licens koster 200 kroner pr. måned, og kan købes på koege.dk/parkering.
  • Ønsker man at købe for et år ad gangen kan man købe en årslicens til 2000 kroner.
  • Håndværkere, der skal udføre arbejde indenfor betalingszonen kan - som hidtil - få særlig tilladelse ved henvendelse til P-kontoret. Der skal dog fremover betales en dagslicens (30 kroner), månedslicens (200 kroner) eller årslicens (2000 kroner).
Mulighed for beboerlicenser
  • Beboere med folkeregisteradresse i betalingszonen kan købe max to beboerlicenser pr. husstand, der giver adgang til de  særligt afmærkede parkeringspladser i betalingszonen. Se kort. Beboerlicensen koster 350 kroner om året, og kan købes  på koege.dk/parkering.
  • Beboere med folkeregisteradresse i den grønne bufferzone får mulighed for at købe max to beboerlicenser til 350 kroner om året, der kan benyttes i bufferzonerne. Licensen kan købes på koege.dk/parkering.
  • Beboere i Torvebyen, Ågrunden, Sdr. Havn, Antoniestræde, Bygårdsstræde, Lovslippen, Kavalerslippen eller Rådhusstræde kan ikke købe beboerlicens, da der er parkeringsmulighed på egen grund.
  • Beboerlicenser til betalingszonen kan ikke benyttes i bufferzonen og omvendt.
Kilde: koege.dk/parkering

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik