Køge-borgmester og minister mødes om stormflod: "Det er ikke en lille regning"

Erhvervsminister Brian Mikkelsen drøfter dækning af stormflodsskader med Køges borgmester og havnedirektør.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil fredag se på stormflodens konsekvenser i Køge sammen med borgmester Flemming Christensen (K) og byens havnedirektør, Thomas Kampmann.

Det oplyser Erhvervsministeriet.

quote Det er nok ret klart for de fleste, at det ikke er en lille hurtig regning. Det er en stor en af slagsen. Men hvor stor den reelt bliver, ved vi ikke endnu.

Bjarne Nigaard, Sekretariatschef i Danske Beredskaber

Trioen skal besigtige Køge Å, som gik over sine bredder i stormfloden. Natten til torsdag steg vandstanden 157 centimeter i Køge. Her slap Køge Kommune og borgerne med få skader som følge af grundige forberedelser.

- Vi har haft skader på meget få huse, så vi ånder lettet op i Køge. Det så slemt ud, og en vandstigning på 157 cm ville have skabt store ødelæggelser, hvis ikke vi havde dæmmet op for vandet. Men det gjorde vi, og vores tidlige indsats har sikret borgere og villakvartererne mod det indtrængende vand, siger Køge Kommunes borgmester Flemming Christensen og fortsætter:

- Vi har fået en masse erfaringer, som vi er i gang med at evaluere på, så vi kan være endnu bedre rustet næste gang havet rejser sig.

Minister og borgmester vil drøfte stormflodsordningerne. Kommunerne står tilbage med den store regning for beredskabet før, under og efter stormfloden.

Først i næste uge kan regningen for beredskabet ved onsdagens stormflod gøres op. Det siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard. 

- Det er nok ret klart for de fleste, at det ikke er en lille hurtig regning. Det er en stor en af slagsen. Men hvor stor den reelt bliver, ved vi ikke endnu.

- Selv om vandet har trukket sig tilbage i de store farvande, så er der stadig vand, der skal pumpes, og materiel der skal samles sammen og gøres klar til brug igen, inden den reelle indsats er færdig, siger han.

Flere steder i landet var der stormflod, da vandstanden onsdag aften steg til historiske højder.

Kommunernes beredskaber knoklede for at holde vandet væk med pumper, sandsække og midlertidige diger. Flere steder skete det sammen med frivillige borgere, det statslige beredskab, forsvar og hjemmeværn. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik