Falsk køber stjal luksusbil for øjnene af Brian – nu er den fundet

Da Brian Nielsson fra Nordsjælland fik stjålet sin sorte Audi Cabriolet under en fremvisning, troede han, at han aldrig ville se den igen – men han tog fejl.

Forhåbningerne om at se sin luksusbil igen, var ikke sat højt for Brian Nielsson i Nordsjælland, efter en potentiel køber stjal hans sorte Audi Cabriolet for næsen af ham under en fremvisning den 8. maj i år.

Manden og Brian Nielsson selv havde været ude at prøvekøre bilen, som var blevet sat til salg på Den Blå Avis (DBA) og Bilbasen for 209.000 kroner, men efter prøveturen jokkede ”køberen” speederen i bund og kørte afsted med bilen.

Brian Nielsson troede derfor, at løbet var kørt, og at han ikke ville se sin bil igen – men nu er den fundet i Glostrup.

- Det er jeg glad for. Det er en bil, der betyder noget for mig, så man ønsker, at den, der skal have den, sætter pris på den, siger Brian Nielsson og fortæller, at det var ubehageligt at få bilen stjålet på den måde.

Dårlig lugt og skræmmer

Brian Nielsson havde da heller ikke regnet med opkaldet fra politiet, der fortalte, at bilen var blevet spottet af en årvågen borger.

Borgeren, der kontaktede politiet, havde set bilen holde i nogle dage på en lille vej i Glostrup ved et boligkompleks, hvorfor vedkommende undrede sig og til sidst kontaktede politiet.

Politiet fortalte ifølge Brian Nielsson, at han selv skulle afhente bilen.

- Jeg var spændt på at se, hvordan standen på bilen var, og hvordan den så ud, siger Brian Nielsson og fortsætter:

- Umiddelbart så den pæn ud, men den havde fået nogle skrammer, den lugtede helt vildt, og så var der problemer med gearstangen, så den ikke kun køre derfra.

Brians Nielssons sorte Audi A5 3 liters TDI Cabriolet blev derfor hentet af Dansk Autohjælp og derefter kørt på værksted, hvor den fortsat er.

Politiet havde ifølge Brian Nielsson haft en del andre af den slags sager, hvorfor de ville begynde at se ind i det.

TV 2 Lorry ville gerne have fået flere detaljer i sagen fra Nordsjællands Politi, men de har ikke haft mulighed for at sige mere.

Vil tage billede af fremtidig køber

Efter den stjålne bil er dukket op igen, er han nu blevet i tvivl om, hvorvidt den skal sælges.

Han vil dog fremadrettet være endnu mere opmærksom ved et eventuelt salg.

- Udover at jeg vil se personens kørekort, så vil jeg også tage et billede af vedkommende sammen med kørekortet, siger Brian Nielsson og påpeger, at hvis køberen ikke ønsker at få taget et billede, så bliver der ingen prøvetur.

TV 2 Lorry mødte Brian Nielsson i dagene efter biltyveriet. I videoen nedenfor kan du høre eksperters råd og advarsler i forbindelse med et privatsalg af en bil.

Brugtbilsmarkedet er rødglødende. Nu advarer eksperter om, at sælgerne skal være forsigtige.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik