Københavnske institutioner skal kunne afvise uvaccinerede børn

Forældrebestyrelserne i hovedstadens daginstitutioner skal have muligheden for at beslutte, at deres institution kun skal være for vaccinerede børn.

Forældrebestyrelserne i hovedstadens vuggestuer og børnehaver skal have muligheden for lokalt at beslutte, at deres institution kun skal være for vaccinerede børn og børn, der af den ene eller anden årsag ikke kan tåle at få en vaccine.

Det foreslår beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev (R), skriver Politiken onsdag.

- Det er en mild form for tvang. Jeg vil gerne rejse debatten om vaccinerne, fordi den er vigtig. Forældrene til de ikke-vaccinerede børn skal vide, hvad konsekvenserne er for andre børn. Og det må de så selv tage konsekvensen af, for eksempel ved ikke at sende deres børn i institution, siger Anna Mee Allerslev til Politiken.

Forslaget, der kommer som reaktion på en stigende bekymring for, at for få danske børn bliver vaccineret mod bl.a. mæslinger, hvilket blandt andet skyldes, at nogle forældre fravælger vacciner på grund af modstand mod dem, møder opbakning fra Socialdemokratiet i Borgerrepræsentationen.

'Egoistiske forældre'

Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Børne- og Ungeudvalget vil tage det op til næste møde i Børne- og Ungeudvalget, siger han til Politiken.

- Det er nogle egoistiske forældre, der ikke vaccinerer deres børn, så vi må sætte ind med hårde midler. Og det kunne være med et forslag som dette, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, men hendes partifælle, Cecilia Lonning-Skovgaard, siger, at Venstre ikke mener, at ansvaret skal lægges over på forældrene.

- Vi bryder os ikke om, at det er de andre forældre, der skal holde øje med, om børnene i institutionen er vaccinerede. Det ansvar hører hjemme længere oppe i systemet. Vi mener i stedet, at der skal laves nogle ensartede retningslinjer på kommunalt niveau, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, som er medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik