Københavns Vestegnens Politi råber op: Husk at få hjælp!

Offer. Pårørende. Vidne. Uanset hvilken kategori, du hører under, skal du huske, at du kan få hjælp af politiets offerrådgivning.

Mange borgere bærer alene på ubehagelige oplevelser. Men der er hjælp at hente. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Har du været udsat for en forbrydelse, er du pårørende, eller er du vidne til en ulykke, som du har svært ved at glemme, så husk, at du kan få hjælp. Det understreger Københavns Vestegns Politi. 

-  Vi vil gerne slå et slag for vores offerrådgivning, for der findes mange borgere, der er udsat for en forbrydelse. Så nu vil vi gerne brede det ud og række ud, så folk ved, at vi findes, siger Ditte Jensen, der er politiassistent i forebyggelsessekretariatet i Københavns Vestegns Politi og politiets kontakt i offerrådgivningen.

Det er frivillige offerrådgivere, der gerne vil hjælpe dem, der har brug for at få lettet deres hjerte

Ditte Jensen

Alle politikredse har en forpligtigelse til at have en offerådgivning. Den er til rådighed døgnet rundt for dem, der har brug for det - og det er der tilsyneladende.

- Vi ved, der er mange, der har brug for at snakke, men vi ved også, at der er mange, der sidder med deres oplevelser alene, siger hun. 

Betjentene skal også huske det

Det er dog ikke kun de civile borgere, der skal huske, at hjælpen ofte er nær. 

- Det er vigtigt, at vores betjente ved, at de kan henvise til offerrådgivningen, hvis de står med nogen, der har set et trafikuheld eller har været udsat for en forbrydelse. For ofte er det først bagefter, at vidnet får tænkt tingene igennem, og får brug for hjælp, forklarer Ditte Jensen. 

Artiklen fortsætter under videoen.

06:20

Stigning i voldsanmeldelser. Vi følger en far, der jagter sin søns overfaldsmænd.

Luk video

Civile borgere tager telefonen

Nogle forventer måske, at de, der tager telefonen, er uddannet i krisehåndtering eller andet. Men det er derimod ganske almindelige borgere, der står klar til at hjælpe deres medborgere.

- Det er frivillige offerrådgivere, der gerne vil hjælpe dem, der har brug for at få lettet deres hjerte. Og rådgivernes primære opgave er at lytte og give gode råd, siger Ditte Jensen. 

Hun påpeger dog, at de frivillige ikke bare bliver placeret ved en telefon.

- De frivillige får selvfølgelig et kursus, hvor de lærer at håndtere forskellige scenarier bedst muligt, siger hun. 

Hvis du vil vide mere om offerrådgivningen, kan du se videoen nedenfor, som Københavns Vestegns Politi har delt på deres Facebook-side.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik