00:28

Københavns terrorsikring kan blive permanent

Betonklodser og -søjler kan blive en permanent del af terrorsikringen i København.

Sikkerheden i København er under konstant bevågenhed fra politiet og politikere. Efter fredagens angreb i Stockholm, hvor en lastbil kørte ind i en folkemængde, drøfter Københavns Kommune sammen med politiet nu en permanent sikring i form af flere betonklodser og -søjler rundt omkring i byen. 

Betongrisene, som de kaldes, kom op flere steder i det centrale København efter angrebet på et julemarked i Berlin i december 2016. Flere af dem ses stadig i gadebilledet, og de kan blive permanente, lyder det fra overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, Soc.dem.

- Vi drøfter løbende med politiet, om vi skal finde en fremtidig løsning på de her fysiske barrierer og sikkerhedsforanstaltninger i København. 

  Foto: Linda Kastrup - Scanpix

Læs også Efter Berlin-terror: Ingen biler ved Rådhuspladsen nytårsaften

Hvis betonbarriererne i fremtiden bliver en fast del af bybilledet, vil Frank Jensen og resten af rådhuset sørge for, at de bliver forskønnet. 

- Betonklodserne sætter et grimt præg på byen. Hvis barriererne skal være permanente foranstaltninger, så skal de have et pænere udtryk, siger overborgmesteren og tilføjer: 

- I Sydfrankrig har 

 de for eksempel opsat blomsterkummer, hvor der både plantes træer og blomster, fremfor betongrise. 

00:55 Luk video

Frank Jensen besøgte i dag den svenske ambassade for at kondolere og udtrykke sin solidaritet.

- Vi må ikke give efter for det pres, som de mørke kræfter lægger på vores samfund i Europa og Vesten i øjeblikket. Min opfordring er at vi skal burge byen, som vi plejer. Det er vores by - det er ikke terroristernes by. 

Læs også Politiet har terrorberedskab klar til gadefest