Københavns største boligselskab udsatte beboere for asbest

Københavns største almene boligselskab undlod at informere Tingbjerg-lejere om, at deres køkkener skulle asbestsaneres. Beboere kan være blevet udsat for farligt støv

En række beboere i Tingbjerg kan være blevet udsat for farligt asbeststøv i ugevis.

Det skriver Information.

Det viser en gennemgang, som avisen har foretaget af boligselskabet FSB’s renoveringsprojekt, hvor 120 lejligheder skulle renoveres for skimmelsvamp. 

Da håndværkere i foråret 2016 som led i renoveringen skulle nedtage asbestholdige ventilationskanaler i køkkenerne i fire boligblokke, blev beboerne hverken genhuset eller informeret om det, mens det stod på.

I ugevis efter nedtagningen af asbestkanalerne fortsatte beboere og deres børn derfor med at bruge deres køkkener.

FSB siger til Information, at de bevidst valgte ikke at informere beboerne om asbestsaneringen for ikke at gøre dem "forvirrede".

- Det her skal ikke lyde forkert, men man skal i virkeligheden passe på, at man ikke laver et for uoverskueligt beslutningsmateriale for beboerne, siger FSB’s direktør for drift, byg og jura, Pia Nielsen. 

Selv i små mængder kan asbest fremkalde den dødelige lungehindekræft. Boligselskabet orienterede imidlertid først beboerne om asbesten, efter at Arbejdstilsynet havde bremset nedrivningsarbejdet, da det var i »strid med arbejdsmiljølovgivningen«. På dette tidspunkt var asbestarbejdet overstået i totredjedele af lejlighederne, skriver Information.

Forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut, Hans Thor Andersen, er forbløffet over den måde, renoveringen er blevet håndteret:

- Det hersker ingen tvivl om, at det er meget alvorligt, når vi taler om asbest. Derfor undrer det mig, at FSB ikke har taget skridt til at evakuere beboere, inden de gik i gang med asbestarbejdet, siger han til Information.

Også ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Slagelse med speciale i asbestsygdomme Rolf Petersen er stærkt kritisk:

- Beboerne burde have haft mulighed for genhusning, så de ikke opholdt sig i lejligheden, mens asbestarbejdet foregik, siger overlægen. 

Det er seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse enig i. Han beskæftiger sig med kræfttyper forårsaget af asbest.

- Selvfølgelig skal man ikke skræmme folk unødigt, men beboerne burde have fået det at vide, så de kunne have forladt lejligheden, mens asbestsaneringen foregik, siger han.

Både Rolf Petersen og Johnni Hansen understreger , at den enkelte beboers risiko for at få kræft som følge af udsættelsen for asbest er lille, men til gengæld er konsekvenserne fatale, hvis det skulle ske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik