Foto: Pressefoto Mads Nørgaard Copenhagen

Københavnsk modekonge fortæller nu om sygdom

Manden bag de ikoniske stribede t-shirts, Mads Nørgaard, afslører i et stort interview med Euroman, at han lider af en uhelbredelig sygdom.

Mange københavnere har på et tidspunkt været iklædt en af Mads Nørgaards stribede t-shirts eller sømandstrøjer.

For modeskaberen med forretningen på Strøget er blevet et ikon, siden han for 30 år siden åbnede forretningen i eget navn.

Og i dag forhandles mærket Mads Nørgaard i 500 butikker herhjemme og internationalt.

Han har foretaget en vellykket overtagelse af sin fars livsværk, nabobutikken Nørgaard på Strøget, han er gift og har to børn - men alligevel er alt ikke ren idyl for modemanden. 

Det skriver Euroman.

Mads Nørgaard har nemlig for nogle år siden fået diagnosen sklerose.

- Da jeg fik min diagnose, gik det op for mig, at jeg ikke var usårlig. Fra den ene dag til den anden, bang! Så var der pludselig en skygge, der hang over mig. I teorien vidste jeg jo godt, at jeg var dødelig. Men her var beskeden om, at hvis du ikke klemmer ballerne sammen, kan det pludselig tage fart, fortæller Mads Nørregaard, til Euroman.

Modemanden begyndte for nogle år siden at humpe på sit venstre ben, når han løb, og efter en måned med prøver og scanninger fik han svar på hvorfor.

Diagnosen hed sklerose - en kronisk sygdom, der angriber centralnervesystemt, og som for nogle kan være stærkt invaliderende.

- At få diagnosen var som at blive sparket i nyrerne, når du allerede ligger ned, siger Mads Nørgaard til Euroman.

I begyndelsen insisterede modeskaberen på at holde sygdommen hemmelig, også for sine to børn.

Først tre-fire år efter, han havde fået dignosen, fortalte han sin søn og sin datter om sygdommen, og herefter besluttede han at være åben om sygdommen.

- Det var en glæde at kunne sige det. Efter alle de år, hvor jeg notorisk løj om det, fortæller Mads Nørgaard, der først selv skulle vænne sig til at have diagnosen.