Foto: TV 2 Lorry

Københavns Lufthavn ramt af Lufthansa-strejke

Stor strejke i tyske Lufthansa vil onsdag kunne mærkes i Københavns Lufthavn.

Fire ankomster og fire afgange til og fra Københavns Lufthavn er onsdag aflyst som følge af en strejke blandt tyske Lufthansas kabinepersonale.

Det skriver en række internationale medier ifølge Ritzau.

I alt aflyser det tyske flyselskab 930 planlagte fly onsdag på grund af strejken, der sker i protest mod blandt andet ringere pensionsvilkår og løn.

Onsdag nedlægger personalet arbejdet i kabinen i flere hundrede fly. Strejken vil efter planen vare fra onsdag morgen klokken 04 dansk tid til midnat mellem fredag og lørdag. Strejken vil primært ramme fly til og fra lufthavne i Frankfurt, Düsseldorf og München, skriver Reuters.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vil aflysningerne onsdag påvirke cirka 100.000 passagerer efter Lufthansas eget skøn.

Begge parter i konflikten - kabinepersonalet og Lufthansa - har sagt, at de er villige til at vende tilbage til forhandlingsbordet, men Lufthansa kræver, at kabinepersonalets fagforbund, UFO, afblæser strejken. Det har fagforeningen dog afvist.

- Det står klart for os, at UFO ikke har til hensigt at gøre ord til handling, men er villig til at lade 100.000 kunder lide under konsekvenserne i morgen (onsdag, red.), siger Bettina Volkens, bestyrelsesmedlem i Lufthansa, til dpa.