Det er mere end 30 år siden, der sidst udkom en samlet udgivelse af Københavns historie.
Men arkæologiske fund gjort i forbindelse med metroudgravningerne har blandt andet ført til ny viden om hovedstadens historie, og derfor vil Københavns Museum i 2021 udgive en ny samlet formidling af Københavns historie i otte bind.
Forfatterkredsen tæller først og fremmest museumsinspektører og forskere fra Københavns Museum samt en række eksperter.
- Københavns Museum åbner sommeren 2019 dørene for helt nye udstillinger i Stormgade 18, og her vil den nye københavnerfortælling blive et rigtig godt supplement for dem, der vil gå i dybden med Københavns historie, siger museumschef for Københavns Museum Louise Jacobsen.
60 danske og udenlandske arkæologer i gang
Københavns Museum har i perioder haft op til 60 danske og udenlandske arkæologer i gang ved de kommende metrostationer langs Cityringen, og resultatet er tusindvis af fund.
Der er blandt andet fundet en ny kirkegård, hvor Rådhuspladsen ligger i dag, hvilket vidner om en tidligere og mere udbredt bydannelse end hidtil antaget.
Fakta
- Sidst, Københavns historie blev udgivet i bogform som den kommende, var i 1980’erne.
- Metroudgravningerne til Cityringen, der åbner i 2019, har resulteret i tusindvis af arkæologiske fund. Fundene fortæller en masse om Københavns historie, og i nogle tilfælde ændrer de ved det, vi hidtil har troet, vi vidste.
- Etableringen af Ørestad og Nordhavn er befolkningsmæssigt de største udvidelser af selve København siden etableringen af brokvarterene i anden halvdel af 1800-tallet og indlemmelsen af Brønshøj, Sundby og Vanløse Kommuner i 1901.
- Den nye udgave af Københavns historie udkommer i 2021, hvor den otte bind store udgivelse bl.a. vil kunne købes på Københavns Museum.