Foto: Scanpix

Københavns Erhvervspris: Burgerbar, frisør og krydderier

20 københavnske virksomheder er nomineret til Københavns Erhvervspris 2018

En bæredygtig hotelkæde og en spilvirksomhed. En restaurant, som tager miljøansvar og sætter københavnsk gastronomi på verdenskortet. En succesfuld socialøkonomisk virksomhed baseret på social gastronomi og integration af etniske minoritetskvinder.

De nominerede til Københavns Erhvervspris kommer fra mange forskellige brancher og repræsenterer et bredt udsnit af Københavns erhvervsliv. Mød en af stederne i videoen herunder.

02:58

Hos Send Flere Krydderier er de gode til to ting: At lave krydret mad og at få flere kvinder med anden etnisk baggrund i arbejde.

Luk video

Fakta om prisen

  • Københavns Erhvervspris blev uddelt for første gang til Københavns Erhvervsdialogmøde den 13. juni 2016.
  • Vinderne af Københavns Erhvervspris 2017 blev tech-virksomheden Twentythree, kafferisteriet The Coffee Collective og håndværkervirksomheden Øens Murerfirma. Vinderne af Københavns Erhvervspris 2016 blev innovationsvirksomheden Infuser, tegnestuen SLA og servicevirksomheden KHRS.
  • Prisen er de seneste to år blevet uddelt til tre virksomheder, som har udmærket sig indenfor vækst, innovation, socialt ansvar eller miljø, og dermed drevet en virksomhed i overensstemmelse med linjen i Københavns erhvervs- og vækstpolitik. Som noget nyt sætter erhvervsprisen i år fokus på iværksætteri og social-økonomiske virksomheder. I år er der fire vindere af prisen.

Det vækker begejstring på Københavns Rådhus, at feltet er så bredt, skriver kommunen i en pressemeddelelse: 

- Stort tillykke til de nominerede virksomheder. Det brede felt af virksomheder til årets erhvervspris er alle flotte eksempler på, hvordan København er beriget af nytænkende virksomheder,  som alle bidrager til at skabe vækst, arbejdspladser og grønne løsninger til byen, siger overborgmester Frank Jensen (S), som ser frem til kåringen af vinderne den 30. maj.

Vi har de mest fantastiske og iderige iværksættere i København, der både skaber arbejdspladser og vækst. Derfor glæder det mig, at vi for første gang har en kategori for iværksætteri til Københavns Erhvervspris, så vi anerkender den store virkelyst blandt iværksætterne. Og så vil jeg også gerne tage hatten af for de virksomheder, der tager et socialt ansvar ved at ansætte ledige borgere i virksomhedspraktik og løntilskud, og som vi hædrer i kategorien for CSR. De virksomheder hjælper med at give så mange borgere som muligt noget meningsfuldt at stå op til hver dag, og det skal vi værdsætte, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).  

Læs også Vesterbro-vodka kåret i international konkurrence: Blandt verdens bedste

- Som by og samfund har vi brug for mennesker, der tør gå forrest med kreative og vilde ideer – og som kæmper for at føre dem ud i livet. Vi skal fremme jobskaber-mentaliteten fremfor jobtager-mentaliteten. Det er en kæmpe gave, at vi i København har så dygtige iværksættere, hvis evner og energi gør os alle sammen rigere. Kæmpe tillykke til alle nominerede virksomheder, siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å).

Alle indstillede virksomheder inviteres til Københavns Erhvervsdialogmøde på Københavns Rådhus den 30. maj 2018, hvor de fire vindere kåres.

Her vil de sammen med en lang række andre københavnske virksomheder møde adm. direktør i PensionDanmark og formand for task forcen for bedre erhvervsvilkår i København, Torben Möger Pedersen, der vil præsentere nye visioner for vækst- og beskæftigelsespotentialet i København. Der vil også være mulighed for at drøfte erhvervsvilkårene i København med københavnske borgmestre.

LISTE OVER NOMINEREDE 

KBH SOM ATTRAKTIV STORBY
  • Copenhagen Bicycles ApS
  • CPH Village
  • Madkastellet Aps
  • Stromma Danmark A/S
  • SYBO Games ApS
 
INNOVATION
  • Brøchner Hotels A/S
  • Chainalysis
  • Founders House
  • Khora
  • MentorDanmark
 
IVÆRKSÆTTERI
  • CPH Food Space a.m.b.a
  • Gasoline Grill
  • LifeX Aps
  • Niels Lan Doky International Jazz Collective
  • Tasteplease
 
MILJØANSVAR, CSR OG SOCIALØKONOMISKE VIRKSOMHEDER
  • BC Hospitality Group
  • Glad Fonden
  • Rema 1000, Hammerichsgade 1
  • Send Flere Krydderier
  • Zenz Organic

Vinderne får ud over prisen tilbudt en plads i Københavns Erhvervsråd for en et-årig periode, hvor virksomhederne har mulighed for at gå i tæt dialog med både borgmestre og de øvrige medlemmer i rådet og dermed påvirke udviklingen af Københavns erhvervspolitik. 

Det er tredje gang, Københavns Erhvervspris bliver uddelt.