Københavns borgmestre uenige om flygtninge

Københavnske borgmestre er ikke enige i, om kommunen skal tage flygtninge, selvom den ikke behøver. Overborgmester Frank Jensen siger nej.

Sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (Rad. V.) foreslog tidligere i dag, at kommunen tager flygtninge, selvom Københavns Kommune har status som nulkommune. Det betyder, at kommunen ikke behøver tage imod flygtninge.

Frank jensen påpeger, at Københavns Kommune har status som nulkommune, fordi kommunen har en stor andel indvandrere, og at mange andre kommuner ikke løfter deres del af opgaven med at integrere udlændinge.

- Derfor mener jeg, vi i København skal holde fast i vores nulstatus. Men det er da klart, at hvis staten kommer og beder os om noget andet, så vil vi forhold os konkret til det, men det har staten ikke gjort endnu, siger overborgmester Frank Jensen (S).

I en debat på TV 2 Lorry afviste Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) også Anna Mee Allerslevs forslag om, at Københavns Kommune skulle tage flygtninge, fordi kommunen i forvejen har integrationsproblemer.

- Det nytter ikke noget, når vi nu er den kommune, der sammen med fem andre kommuner, har allerflest udlændinge, at vi skal tage endnu flere, sagde Carl Christian Ebbesen.

Anna Mee Allerslev mener godt, kommunen kan tage 300 flygtninge i en historisk situation.

- Der mener jeg, vi som landets rige hovedstad skal hjælpe de mennesker, vi skal tage godt imod dem, og vi har ressourcerne til at integrere. Dengang vi blev nulkommune i 1999 var vores socioøkonomiske tilstand meget anderledes, sagde beskæftigelses- og integrationsborgmester i debatten.