Københavnerne får nu endnu flere el-løbehjul på gaderne

Udlejningsfirmaet Lime satte i dag yderligere 250 el-løbehjul i cirkulation. Det er tredje udbyder af løbehjul, som nu går ind på markedet København.

Virksomheden Lime udlejer løbehjul i 100 byer på fem kontinenter. Foto: Pressefoto- Lime

Lime er en af de store spillere inden for udlejning af løbehjul. Virksomheden udlejer løbehjul i 100 byer på fem kontinenter. Sammen med udlejerne Tier og VOI vil dermed i fremtiden være cirka 900 el-løbehjul placeret rundt om i København.

- Jeg er rigtig glad for, at Lime nu kommer på gaden i København. Vi har længe set frem til at lancere Limes elektriske løbehjul i den danske hovedstad, som i forvejen er én af verdens førende byer for grøn transport, siger Niklas Joensen, landechef i Danmark, til TV 2 Lorry.

Teknik og miljøforvaltningen i Københavns kommune og organisationen Danske Cykelhandlere er meget skeptiske over de mange løbehjul, der udlejes fra kommunale arealer. Kommunen fordi udlejningsfirmaerne ikke har fået tilladelse til at leje ud fra kommunale arealer, og cykelhandlerne fordi de mener, det er konkurrenceforvridning. Flere cykelhandlere er hårdt ramt på omsætningen, af hvad de mener, er unfair konkurrence, efter at både løbehjul og cykler udlejes via APPs fra kommunale arealer.

Skrappe krav

Enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Mikkel Halbye Mindegaard, kommenterede på udviklingen med udlejning af cykler og el-løbehjul fra kommunale arealer. Den 5. marts sagde han til TV 2 Lorry:

- Vi har nu i en længere periode fulgt udviklingen på området. På baggrund af vores egne tilsyn og henvendelser fra københavnerne, kan vi konstatere, at der finder udlejning sted fra kommunens arealer. Det er i strid med reglerne, hvilket vi ad flere omgange har understreget over for virksomhederne.

- Derfor vil vi nu stille krav om, at de fjerner deres løbehjul og cykler fra kommunens arealer, hvor de optager plads på både fortov og i cykelstativer. Samtidig skal virksomhederne sikre, at køretøjerne i fremtiden kun kan udlejes og afleveres på de steder, hvorfra udlejning er tilladt.

Dengang var kommunens kritik rettet mod blandt andre Tier og VOI. Hele deres forretningsidé var på spil, hvor man kan leje og sætte transportmidlet overalt i byen. Men det får altså ikke den nye udbyder af el-løbehjul til at ryste på hånden.

- Vores setup i København er klar til at sikre den bedst tænkelige indtræden i byen. I første omgang laver vi en blød lancering med et begrænset antal elektriske løbehjul. Vi har intet ønske om at sætte mange løbehjul på gaden, før vi er sikre på, at der er den nødvendige efterspørgsel, siger Limes landechef, Niklas Joensen.

Efter at de elektriske løbehjul har gjort deres indtog i København, har skadestuerne oplevet patienter, der er kommet galt afsted på løbehjulene. Hør mere i indslaget nedenfor, som blev sendt her på kanalen i slutningen af marts.

07:21

Væksten i antallet af løbehjul kan føre til en eksplosion i antallet af skader

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik