København vil gøre turister mere miljøbevidste med 10 gode råd

Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen har lanceret en kampagne med ti forskellige handlinger, der skal inspirere byens turister til at handle mere miljøbevidst og bæredygtigt.

Drik vand fra hanen, reducér brugen af plastik, og brug byens skraldespande.

Det er blot nogle af de handlinger, som Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen ønsker at sætte fokus på i en ny kampagne.

Kampagnen lanceres, mens København er vært for C40 klimatopmødet onsdag til lørdag, og den indeholder helt konkret ti handlinger, der sætter fokus på en mere miljøbevidst og bæredygtig adfærd blandt både danske og internationale gæster i hovedstaden.

quote Det er en måde at gøre de her leveregler enkle og brugbare, som i virkeligheden har en kæmpe betydning for vores adfærd

Franciska Rosenkilde (Å), Københavns kultur- og fritidsborgmester

Kampagnens fokus på bæredygtig turisme er vigtig ifølge Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å).

- København er en meget eftertragtet destination, og turismen stiger i København. Derfor er det også vigtigt, at vi som by tager stilling til, hvad det er for en adfærd, vi ønsker, vores turister har, og hvad vi som by kan vise, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Enkle og brugbare leveregler

Hovedformålet med kampagnen er at inspirere byens besøgende til at handle på en mere bæredygtig måde.

- I virkeligheden handler det om, at vi inspirerer de mennesker, der kommer i byen, til at lære København at kende, men også inspirere dem til at tage ideerne med hjem. Det er en måde at gøre de her leveregler enkle og brugbare, som i virkeligheden har en kæmpe betydning for vores adfærd, siger Franciska Rosenkilde.  

Med en årlig turismeomsætning på 51,2 milliarder kroner er København i førerposition på landsplan, når det gælder om at tiltrække turister. De seneste årtier er der desuden investeret massivt i grønne løsninger, som skal komme byens borgere til gavn.

- Skal vi fastholde Københavns brand og førerposition, skal vi gøre det muligt for gæsterne at forstå og tage del i byens mange grønne og bæredygtige handlemuligheder, siger Mikkel Aarø Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

- Dels fordi der er mange flere turister end tidligere, og deres adfærd derfor betyder mere, dels fordi vi har en interesse i, at turisterne forstår vores bæredygtige by – og dermed spreder budskabet på en positiv måde, siger han.

Kampagnen indeholder ti handlinger, der alle hver især peger på en mere bæredygtig adfærd blandt byens turister, og som vil blive foldet ud i individuelle kampagnevideoer.

De ti handlinger, som bæredygtighedskampagnen indeholder:

  1. Udforsk byen på cykel
  2. Brug offentlige transportmidler
  3. Drik vand fra hanen
  4. Reducér brugen af plastik
  5. Husk pant på flasker
  6. Brug byens skraldespande
  7. Køb bæredygtigt
  8. Brug byens havnebade – og tag dit affald med dig
  9. Spis lokalt
  10. Vær nysgerrig, og oplev områderne udenfor byens travle centrum

    Kilde: Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik