København undersøger muligheden for badning langs hele Inderhavnen

Mulighederne for at hoppe lovligt i havnen kan fremover blive endnu større.

Det er den bedste sommer i mands minde. Andre steder i verden ville man flygte så langt væk fra storbyen som overhovedet muligt. Men det behøver man ikke gøre som københavner. 

Her kan man nemlig køle sig i hele tre havnebade, fem badezoner og to bynære strande. Og for nylig blev København kåret til verdens bedste badeby af det internationale medie CNN.  

Badefesten stopper dog ikke her. 

Efter et konservativt forslag har politikerne på Københavns rådhus nemlig sat en undersøgelse igang, der skal finde ud af, om hele Københavns Inderhavn kan gøres til badezone. Det vil sige, at man lovligt kan springe i baljen i et bælte hele vejen rundt om havnen. 

Inderhavnen defineres som alle havneområder mellem Nordre Toldbod og Langebro. 

Ifølge forslaget skal Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med andre relevante forvaltninger senest i august 2018  fremlægge mulighederne for borgerrepræsentationen. 

- Havnen skal tilbage til københavnerne, og hvis der er mulighed for at skabe endnu flere badezoner, så er jeg klart fortaler for det. Hvis det kan gå i spænd med alt det andet, der sker i havnen, så synes jeg bare, det er oplagt at kigge på det, siger Københavns Kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld fra Alternativet, til TV 2 Lorry. 

Fra beskidt til livlig havn 

Frem til midten af 90'erne var havnevandet stærkt forurenet, og det var forbudt at bade i det. Hver gang det regnede kraftigt, og kloakkerne blev fyldt op, endte det beskidte vand nemlig i havnen. 

Men så byggede man en række kæmpestore underjordiske bassiner, der i dag opbevarer vandet, til der igen er plads i kloakkerne. Og det er altså det, der gør, at havnen er så ren, at man kan bade i den. 

Havnebadet på Islands Brygge i 2002.
Havnebadet på Islands Brygge i 2002.
Foto: TV 2 Kosmopol

I 2002 stod det første midlertidige havnebad klar på Islands Brygge, og efterfølgende er der kommet flere til.

Fra 2014 og frem har Kultur- og Fritidsudvalget arbejdet med nye initiativer i og omkring Københavns Havn under overskriften "Havnen tilbage til københavnerne". Siden er der blandt andet blevet etableret træbrygger, kajakrute, Go Boats og maritime nyttehaver.

Er én stor badezone i hele Inderhavnen realistisk i forhold til sikkerhed?

- Det er det, man skal undersøge, siger Niko Grünfeld til TV 2 Lorry.

- Der skal selvfølgelig tage forbehold for sikkerhed. Hvor det kommer til at lande, ved jeg ikke endnu. 

På mødet, hvor man besluttede at igangsætte undersøgelserne, gav Socialdemokratiet bemærkning om, at der udover badesikkerheden også skal tages hensyn til muligheden for andre aktiviteter i havnen. Og det tilsluttede Alternativet og Radikale Venstre sig. 

Når mulighederne er undersøgt, skal politikerne tage endeligt stilling til badezonen. 

På kortet nedenfor her kan du se, hvor du i dag kan bade i København:

På kortet ses de tre havnebade, fem badezone og to bynære strande
På kortet ses de tre havnebade, fem badezone og to bynære strande
Foto: TV 2 Kosmopol

 Du kan også fået kig under vandet i Københavns Havn:

Tag med under overfladen

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik