København skrotter nyt bookingsystem til dagtilbud

Forældre til småbørn i København skal alligevel ikke forholde sig til et nyt bookingsystem, når børnene skal starte på institution.

Efter planen skulle de københavnske forældre til at vænne sig til et nyt bookingsystem, når deres barn skulle skrives op til en plads i enten vuggestue, dagpleje eller børnehave.

Men det har en ændring i dagtilbudsloven sat en stopper for. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelse. 

Den nye bookingmetode, hvor forældre ville have mulighed for at booke en plads i et dagtilbud, som man booker flytbilletter, skulle indføres i løbet af sensommeren 2019.

Ændringen ville efter planen være med til at give en større gennemsigtighed for forældrene, så de mere præcis ville vide, hvornår deres børn vil få en plads. 

I stedet fortsætter det nuværende indskrivningssystem, så forældrene vil ikke komme til at mærke en ændring. Det betyder, at forældrene fortsat vil få tilbudt den første ledige plads i det ønskede dagtilbud, men uden at vide hvornår. 

Ny model ville være ulovlig

Med det nuværende ventelistesystem kan man ikke med sikkerhed sige noget om, hvornår ens barn få plads. Det afhænger nemlig af, om der er et andet barn der stopper pludseligt på grund af eksempelvis flytning. 

Det nye bookingsystem kan altså ikke indføres, da den nye dagtilbudslov, som blev vedtaget i 2018, stiller krav om at kommunerne skal have en system med ventelisteanciennitet.

Københavns Kommunes planlagte model vil altså have været ulovlig. 

Københavns Kommune oplyser, at aflysningen af det nye bookingsystem ikke kostet kommunen penge i form af udgifter til udviklingen af et nyt booking-princip. 

Udviklingen af det nye bookingprincip har således været sat i bero, indtil indholdet af den nye dagtilbudslov blev kendt. 

Fakta om opskrivning

  • Det nuværende ventelisteprincip fortsætter. Her får forældrene tilbudt den første ledige plads i det ønskede dagtilbud.
     
  • I et ventelistesystem kan man ikke med sikkerhed sige, hvornår der bliver en plads ledig. Det afhænger i høj grad af, om der er børn, som stopper uventet i dagtilbuddet, eksempelvis fordi forældrene flytter bopæl. 
     
  • Hvis datoen for en ledig plads er afgørende for forældrenes valg af dagtilbud, så kan man skrive sig op på Københavns Kommunes garantiventeliste.
     
  • På garantiventelisten får man tilbudt en plads i et dagtilbud maksimalt 4 kilometer fra hjemmet senest to måneder fra opskrivningstidspunktet. 
     
  • Aflysningen af det nye bookingsystem har ikke kostet Københavns Kommune penge i form af udgifter til udviklingen af et nyt booking-princip. 
     
  • Udviklingen af det nye bookingprincip har været sat i bero, indtil indholdet af den nye dagtilbudslov blev kendt. 
     
  • Københavns Kommune får dog fortsat et nyt it-system til pladsanvisning. Bare uden booking-løsningen.    

 

Kilde: Københavns Kommune

   


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik