København lider under romalejre og tiggeri

Overborgmester efterlyser ny lovgivning, mens politiet fortæller, at 'hjemløse' romaer har egen bolig i Rumænien.

København døjer med hjemløse romaer og østeuropæere, der åbenlyst tigger på gader og stræder eller sover i lejre eller små grupper i parker og grønne områder.

Det skriver Berlingske.

Københavns Politi har i år indtil videre sigtet 194 personer for ulovlig overnatning eller såkaldt betleri, hvoraf langt de fleste er udlændinge. I 2015 sigtede politiet i København i alt 187 personer for eksempelvis at sove i en park eller at tigge ved en station.

Dertil kommer, at politiet jævnligt er på gaden med flere betjente i aktioner mod betlere og såkaldte sortsovere, ligesom politiet ofte modtager henvendelser fra offentligheden.

Romaer i København: Sådan er vores liv (indslag fra 3. august).

De nye tal fra Københavns Politi kommer, efter at regeringen i forbindelse med 2025-planen lægger op til, at 'ophold i lejre på veje og i andre offentlige områder skal kriminaliseres'.

Det er i dag ulovligt at overnatte i offentlige områder som parker, pladser og natur, såfremt der bliver skiltet imod det.

På samme måde er det ikke tilladt at overnatte i private områder og kommunale ejendomme og grunde, ligesom det med henvisning til naturbeskyttelsesreglerne er ulovligt at overnatte i grønne områder, hvis dette medfører svineri og affald.

Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, efterlyser 'en lov, som gør det muligt for politiet at fjerne folk, som slår lejr rundt om i byen, lige meget om det sker på offentlige pladser eller kommunale grunde'.

- I dag har politiet kun mulighed for at fjerne bestemte lejre, mens politiet ikke har hjemmel til at fjerne lejre på offentlige gader og stræder. Det synes jeg er uholdbart, siger Frank Jensen til Berlingske.

Han understreger, at der fortsat skal være 'plads til udsatte og hjemløse københavnere, som også er en del af vores by'.

Ifølge politikommissær fra politiets udlændingekontrolsektion, Kenneth Damkjer, er der blandt de sigtede 'en klar overvægt af romaer'. 

- De er måske hjemløse her, men vores indtryk er, at mange af dem har egen bolig hjemme i Rumænien, siger Kenneth Damkjer til Berlingske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik