Ballade og hærværk på bibliotek: Nu indsættes der vagter

Københavns Kommune har afsat 6,5 millioner af til et vagtværn, der skal holde ro på biblioteker og andre kommunale områder.

Et vagtværn vil fra næste år patruljere rundt og sørge for ro og orden på blandt andet bibliotekerne i København.

quote Det ærger mig helt vildt. Altså helt vildt! Jeg er så stor tilhænger af selvbetjent åbningstid og synes, det er et mega godt tilbud til københavnerne, så derfor irriterer det mig, at vi bliver nødt til at gøre det.

Lars Becher, biblioteksleder på Vesterbro Bibliotek

Det sker, efter flere af dem har oplevet problemer med hærværk og ballade, og de har midlertidigt måtte lukke for den udvidede åbningstid, der gav borgerne mulighed for at bruge bibliotekerne uden for den normale åbningstid.

- Vi tror, at det (et vagtværn, red.) kan skabe tryggere rammer i de udvidede åbningstider, som er et meget populært tilbud blandt københavnerne, siger Jakob Heide Petersen til dr.dk.

Han er chef for Københavns Hovedbibliotek og har været med til at stille forslaget om vagtværnet. 

Hjemløse flytter ind 

TV 2 Lorry har for et par dage siden fortalt, at man på Vesterbro Bibliotek oplever, at de hjemløse "flytter ind" i aftentimerne, og at der nogle gange flyttes rundt på borde, drikkes, ryges og laves mad inde i biblioteket.

Derfor har biblioteket nu forkortet den selvbetjente åbningstid, så der fremover lukkes klokken 20 i hverdagene og klokken 18 i weekender - i stedet for til klokken 22 alle ugens dage som hidtil.

- Det ærger mig helt vildt. Altså helt vildt! Jeg er så stor tilhænger af selvbetjent åbningstid og synes, det er et mega godt tilbud til københavnerne, så derfor irriterer det mig, at vi bliver nødt til at gøre det, udtalte biblioteksleder Lars Becher til TV 2 Lorry.

På Christianshavns Bibliotek er der også problemer, men her er det ikke hjemløse, men grupper af unge uromagere. Personalet finder ødelagte bøger og cigaretskodder i sofaerne, når de møder ind om morgenen. 

Her har man besluttet helt at lukke efter den betjente åbningstid - i hvert fald midlertidigt. 

Rådhusbetjente eller vagtselskab

Jakob Heide Petersen fra Københavns Hovedbibliotek tror på, at et vagtværn vil skabe øget tryghed for de borgere, der bruger bibliotekerne.

- Det er rigtigt, at vi ikke kan løse alle de sociale problemer, siger han til dr.dk.

- Men ved at lade medarbejdere rundere til de institutioner, hvor der er problemer, kan vi se, om nogen er faldet i søvn på toilettet og tage en snak med dem. Og på den måde skabe mere tryghed for dem, der i øvrigt bruger biblioteket.

Det er endnu ikke besluttet, hvem vagtværnet skal bestå af, men det kan ifølge kommunen blandt andet blive rådhusbetjentene, som til daglig passer på kommunens bygninger eller et privat vagtselskab.

Se, TV 2 Lorrys indslag fra Vesterbro Bibliotek her:

Det var egentlig meningen, at ubemandede, sene åbningstimer på flere københavnske biblioteker skulle skabe en oase for sene læseheste. I stedet oplever flere af bibliotekerne at aftentimerne lokker hjemløse og unge til læsesalene.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik