København forgyldt af turister - men én ting skal tages "super alvorligt"

Det vrimler med turister i København, og det er noget byen og hele hovedstadsområdet tjener styrtende på. 

02:51

Sidste år gav turister i hovedstadsregionen indtægter for 51 milliarder - og tallet vokser.

Turister er en rigtig god forretning for København og hovedstadsregionen. 

En opgørelse viser, at turister i netop det område årligt bidrager med en omsætning på 51 milliarder kroner, eller hvad der svarer til et gennemsnit på 140 millioner om dagen.

- Det er så vigtigt, at vi får fastholdt niveauet, så vi får så mange penge i kassen fra turisterne, som det er muligt, siger John Hansen, direktør KCC (Kbh-Commerce & Culture), til TV 2 Lorry.

Er der slet ingen øvre grænse for, hvor mange turister i kunne tænke jer i København?

- Som udgangspunkt nej. Men jeg kender problematikken, at man andre steder har for mange turister. Jeg synes ikke, København er i nærheden af det endnu, siger John Hansen.

Mere spredning

Ifølge en analyse fra Wonderful Copenhagen mener 81 procent af lokale borgere i København, at byen fortsat skal promoveres for at tiltrække flere turister. Byer som Amsterdam, Paris, Venedig og Barcelona har ellers fået nok. Alt for mange turister i bykernen, mener de.

Det ønsker Wonderful Copenhagen at forebygge, siger Tine Kastrup-Misir, Kommunikations- og marketingdirektør, Wonderful Copenhagen. 

- Vi arbejder med spredning. Det handler om, at vi skal inspirere de besøgende til at bevæge sig bredere i geografien. De skal besøge Indre By, men de må også rigtig gerne besøge brokvarterende og resten af regionen.

Fokus væk fra Nyhavn

En af de helt store turistmagneter i København er Nyhavn. Et sted som Wonderful Copenhagen har valgt at nedtone i deres markedsføring af byen.

- Vi kan se, at der er bred opbakning til, at København stadig skal markedsføres internationalt som turistdestination. Når vi så zoomer ind på Indre By, så kan vi se, at tilslutningen til internationale besøgende er lavest, og det skal vi selvfølgelig tage super alvorligt, det er det her et element i retning af. 

Fremgang i kulturen

Turismen i hovedstadsregionen bidrager med en beskæftigelse på over 60.000 årsværk. Det er ikke bare handel- og servicesektoren, der nyder godt af de mange turister. Flere kulturinstitutioner oplever fremgang i besøgstallet - heriblandt Designmuseum Danmark.

- Vi har haft en stigning i vores besøgstal fra omkring 60.000 i 2011, til at vi ligger på omkring 280.000 det seneste år. Ud af de mange besøgende er cirka 80 procent turister. Turisterne betyder meget for os, siger Nikolina Olsen-Rule, Kommunikationschef, Designmuseum Danmark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik