København er for dyr: Nu flytter flere ud

Alligevel er hovedstadens befolkning støt og roligt i vækst.

Tårnhøje boligpriser betyder nu, at der er flere, der flytter fra København til andre kommuner end den anden vej.  Det oplyser erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri efter at have set på tallene.

De viser nemlig, at i 2018 flyttede 44.000 borgere fra København til andre kommuner, mens andre kommuner kun leverede 42.600 personer, der flyttede til hovedstaden. Så reelt mistede København altså 1.400 borgere på den konto sidste år. Og ifølge Dansk Byggeri, så er det boligpriserne, der er skyld i, at strømmen er vendt. Der er en hel del at spare, hvis man skifter sin bolig i København ud med en i omegnskommunerne.

I undersøgelsen regner Dansk Byggeri kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør under et.

 - Siden 2012 er boligpriserne steget markant i København, og det er en af grundene til, at flere vælger at bosætte sig uden for byen. En ejerlejlighed i København på 90 kvadratmeter til godt 3,6 millioner kroner er i gennemsnit godt 900.000 kroner billigere i omegnskommunerne og over halvanden million kroner billigere i Køge. Så man kan få meget mere bolig for pengene, hvis man er villig til at flytte lidt ud fra byen. Og det kan være tillokkende for mange, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Jacob Hangaard.

Organisationen påpeger samtidig, at de mennesker, der flytter ud af København, som regel ikke flytter ret langt væk. Tallene viser for eksempel at 1.211 flere personer flyttede fra København til enten Rødovre, Hvidovre eller Herlev - end den anden vej.

- Vi kan se, at de populære nettotilflytterkommuner er ændret i årenes løb. I år er kommuner som Køge, Solrød og Ballerup også med i toppen sammen med omegnskommunerne, siger Jacob Hangaard.

Dansk Byggeri mener på den baggrund, at der er behov for en bedre infrastruktur, og at der er behov for byggeri af flere, mindre lejligheder.

Trods strømmen af borgere, der flytter ud af byen, er befolkningstallet i hovedstaden ikke faldende. Det skyldes, at københavnerne får mange børn, og at der hvert år flytter en hel del personer fra andre lande til Danmark, hvor de bosætter sig i København.

I 2016 rundede Københavns Kommune et befolkningstal på 600.000.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik