Foto: Anne Bæk - Scanpix

København bortauktionerer 100 år gamle møbler: "Det er vanvittigt"

Københavns Kommune sælger en række møbler, der er designet af arkitekten, der også tegnede rådhuset. Møblerne er nemlig ikke egnede til at arbejde ved i et moderne kontor.

100 år gamle skriveborde, stole, reoler og skabe er lige nu sat til salg på auktionshjemmesiden Lauritz.com.

Vi oplever ikke, at vi sælger ud af arvesølvet. Vi rydder op og giver møblerne lov til at leve igen.

Rikke Sønderriis, centerchef hos Københavns Ejendomme & Indkøb

Møblerne tilhører Københavns Kommune og er designet af arkitekten Martin Nyrop, der også står bag selve Københavns Rådhus. Møblerne blev skabt samtidig med rådhuset og var dengang en del af det samlede værk.

Salget af møblerne forarger den konservative lokalpolitiker på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh.

- Det er vanvittigt at sælge ud af de møbler. Det er en forbrydelse mod vores fælles kulturarv. Københavns Rådhus er en enestående bygning i Danmark. Og det der gør den så speciel er, at den er tænkt som et samlet kunstværk med alt, hvad bygningen indeholder. Møblerne bør indgå i den helhed, som de er skabt til, siger han. 

Læs også Originale tegninger af København skal brændes

Bag om Rådhus-møblerne

  • Rådhuset blev tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
  • Det blev indviet i 1905.
  • Martin Nyrop tegnede ikke bare bygningen, men han designede også alt inventar. Lige fra møbler til vægudsmykninger og dørgreb.
  • Københavns Rådhus er et nationalromantisk hovedværk og anses for at være Martin Nyrops hovedværk.
  • Møblerne er lavet i begyndelsen af 1900-tallet hos Rud Rasmussens Snedkerier.
Kilde: Berlingske

Københavns Ejendomme & Indkøb står bag auktionen af møblerne. Arkitekten Martin Nyrop lavede både A-, B- og C- møbler, hvor C-møblerne er de fineste, B-møblerne er til chefkontorer og A-møblerne er kontorinventar. Centerchef Rikke Sønderriis forklarer, at man kun sælger ud af de såkaldte A-møbler. 

- Vi sælger ikke ud af noget, der har speciel værdi. Det er kun kontormøbler, der ikke kan anvendes i dag, hvor man skal have hæve-/sænkeborde og reoler, der er tilpasset A4-størrelsespapir. Møblerne er rigtig fine, men de er ikke specielt attraktive i et moderne kontor, siger Rikke Sønderriis.

Møblerne kan ses her

Møbler tilbudt til børnehaver

Møblerne har derfor stået til opbevaring i flere år. Inden kommunen satte dem til salg, fik alle kommunens institutioner lov til at tage de møbler, de kunne tænke sig.

- Det er der mange, der har benyttet sig af. Nu får møblerne nyt liv i andre af kommunens institutioner i alt fra ungdomsrådgivning til børnehaver. Reolerne kan jo blandt andet bruges til at opbevare legetøj osv., siger Rikke Sønderriis.

Læs også Borgmestre i fælles front: "Tegninger skal selvfølgelig bevares"

Men det ændrer ikke noget for Nikolaj Bøgh, der raser på sin Facebook-profil: 

Nikolaj Bøgh er konservativ lokalpolitiker på Frederiksberg og har skrevet flere politisk-historiske bøger. Foto: Ólafur Steinar - Scanpix

"Det kan man da ikke bare sælge ud af, heller ikke selvom man lige i år synes det er smartere med hæve-sænkeborde og fatboys på kontorerne."

Han uddyber til TV 2 Lorry: 

- Jeg mener, at man skal passe på det, man har arvet fra tidligere generationer. Måske bliver det vigtigt om 20 eller 50 år, og så er møblerne bare væk. Man skal passe på ikke at lade tilfældige modeluner overtage på et sted med så fine traditioner, siger han.

"Vi sælger ikke ud af arvesølvet"

Rikke Sønderriis understreger, at en ansatte ved Københavns Museum har klassificeret alle møbler, så man ikke sælger nogle af de særligt værdifulde. Derudover har man sikret sig, at man har gemt så mange møbler, som man kunne forestille sig at bruge.

Man skal passe på ikke at lade tilfældige modeluner overtage på et sted med så fine traditioner.

Nikolaj Bøgh, Kons., politiker på Frederiksberg

- Vi oplever ikke, at vi sælger ud af arvesølvet. Vi rydder op og giver møblerne lov til at leve igen. Det er penge op af lommen at betale for opbevaring i så mange år for møbler, som man ikke kommer til at bruge, og der findes rigeligt af disse A-møbler, siger hun.

Derudover har man indrettet kontorer på Københavns Rådhus kun med A- og B-møbler. Hvor mange møbler der er til salg, vil Rikke Sønderriis ikke oplyse, da det kan påvirke hammerslaget. Københavns Ejendomme & Indkøb håber at tjene op til en million på møblerne.

Her kan du se et eksempel på, hvordan Københavns Rådhus er indrettet inden i. Foto: Mathias Bojesen - Scanpix