Bilister på Hillerødmotorvejen bør forvente kø og langsommelig trafik frem til klokken cirka 9.30 efter et trafikuheld ved tilkørslen til Værløse.
Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
- To biler er kørt op i hinanden, formentlig på grund af kødannelse. Vi har ikke de nærmere omstændigheder, men ingen er kommet til skade, siger vagtchef Peter Olesen til TV 2 Lorry.
Han oplyser, at uheldet skete ved Kollekollevej i Værløse.
- Vi spærrede to spor klokken 7.45 og lukkede motorvejen helt af i en halv time fra 7.58. Når man gør det midt i morgentrafikken, så giver det lidt forsinkelser. Der vil være trafikale dønninger i en times tid, vil jeg skyde på, siger vagtchefen klokken 8.30 til TV 2 Lorry.
Nordsjællands Politi fik anmeldelsen om trafikuheldet klokken 7.37 torsdag morgen.