Københavnstrafikken til Ven er til salg

Den tabsramte Ventrafik har besluttet sig for at sælge sit danske datterselskab og Københavnstrafikken. Vi har allerede kontakt til interessenter, fortæller adm. direktør Martin Hultman. Men der er en risiko for at sommertrafikken kommer i gang senere i år.

Den danske trafik fra København til Ven sejler i sommerhalvåret fra maj til september og har sammenlagt omkring 20.000 passagerer i løbet af sæsonen. Nu skal trafikken sælges. Vil salget påvirke starten af sejlads fra København til Ven her til foråret?

"Det kan jeg ikke udtale mig om. Det afhænger af, hvem der køber og hvornår. Det ved vi ikke endnu. Men forhåbentlig ikke. Der kan være nogle der køber og vil starte til juni, eller nogle der køber i morgen og vil påbegynde trafikken i overmorgen", siger Martin Hultman, adm. direktør for det svenske moderselskab Ventrafiken som ejes af Landskrona stad.

Der er allerede forhandlinger med interessenter, og det drejer sig om både svenske og danske selskaber, oplyser Martin Hultman. Hvornår aftalen falder i hak, er det for tidligt at sige.

"Det er svært at sige, det afhænger af køberen. Vi er parat til at slå til når køberen er det, og det kan egentlig ske når som helst. Forhåbentlig i begyndelsen af foråret, så den nye ejer kan komme i gang så snart som muligt", siger Martin Hultman.

2013 var det tredje år med tab for Ventrafiken. Foreløbige beregninger har vist et tab på omkring 8,5 milliarder kroner sidste år. Omfanget af økonomiske problemer afhænger af de samlede omkostninger for gennemførte forbedringer af sejladsen, mener Martin Hultman.

"Vi har fået nye kajer, nye lejer, nye terminaler både i Landskrona og på Ven, og et nyt fartøj. Alt dette har kostet lidt mere end vi troede. Regningen kom i efteråret og viste en fordyrelse af projektet, som man ikke havde taget højde for fra selskabets eller ejerens side", siger han.

Beslutningen om at sælge omfatter også selskabets to fartøj, m/s Jeppe og m/s Norreborg. Disse sættes i dag primært ind, når der opstår et særligt behov, hvis f.eks. et andet fartøj ikke fungerer eller der er ekstra mange rejsende. De lejes også ud på chartervilkår, oplyser Martin Hultman. Salget af begge Sundsbusser tror han ikke vil volde særlige problemer for den tilbageværende svenske trafik, da selskabet har yderligere to andre fartøj. Det danske selskab og fartøjerne kan blive solgt som en pakke eller separat.

"I det danske selskab er der et salgskontor og kajplads i Danmark, fartøjerne ejes af det svenske selskab. Vi vil helst sælge det samlet, så alt sker på én gang, men hver del kan også købes separat", siger Martin Hultman.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik