Københavnske bosteder kulegraves

Socialudvalget i Københavns Kommune ventes i dag at give grønt lys for en kulegravning af 164 bosteder og bofællesskaber for handicappede og psykisk syge i kommunen. Hvis politikerne godkender Socialforvaltningens indstilling og afsætter 3 mio. kr., skal et privat, uvildigt firma granske de mange bosteder i løbet af 2008 med særlig fokus på bl.a. magtanvendelse og medicinhåndtering, skriver Berlingske Tidende.

På udvalgsmødet i
dag skal politikerne også godkende en plan for, hvordan tilsynet
med bostederne - som forvaltningen i dag står for - kan flyttes
væk fra kommunen og ud i privat regi. Undersøgelsen og det nye
tilsyn blev sat i værk kort før jul, som følge af Berlingske
Tidendes afsløringer af flere års ulovlige magtovergreb samt
problemer med medicinhåndtering og beboernes økonomi på Tokanten
- et bosted for ældre udviklingshæmmede på Amager.
Forvaltningens tilsyn havde ikke opdaget ulovlighederne på
stedet. Sagen førte til heftig kritik af Socialborgmester Mikkel
Warming (Enh.), der lovede en undersøgelse af samtlige bosteder
og sammen med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) foreslog en ny
form for tilsyn. Forvaltningen har nu lagt en køreplan for en
granskning af 164 institutioner med over 1.800 pladser i alt.
Samtlige bosteder og bofællesskaber skal have besøg, der skal
uddeles spørgeskemaer, laves stikprøver og interview med
medarbejdere, pårørende og beboere. Foruden magtanvendelse,
medicin og økonomi skal også de fysiske rammer, beboernes
trivsel og personalets pædagogiske arbejde undersøges. »Det er
en systematisk screening og en omfattende undersøgelse, som ikke
er lavet tidligere. Det kan forhåbentlig give os en god viden
om, hvor der skal sættes særligt ind,« siger direktør i
Socialforvaltningen Anette Laigaard. Undersøgelsens resultater
ventes klar senest 31. august 2008. Til gengæld må politikerne
vente en del længere, på et nyt eksternt tilsyn. Det ventes
først klar i slutningen af 2008 - et år efter skandalen på
Tokanten. Det er lang tid, erkender Anette Laigaard: »Jeg synes
også, det er lang tid at vente, men fra politisk hold er det
besluttet, at vi lader os inspirere af den model, som
Sundhedsforvaltningen allerede har indført. Det tog et år at
indføre den, og hvis vi skal gøre det lige så grundigt og godt,
som de har, kan det desværre ikke lade sig gøre hurtigere,«
siger Anette Laigaard, der forventer, at Socialudvalget vil give
grønt lys til begge projekter i dag. Det konservative medlem af
udvalget, Peter Schlüter, er bekymret over den lange ventetid:
»Det er slet ikke betryggende. Jeg mener derfor, at vi, indtil
den nye model er på plads, bør have ekstern hjælp til tilsynet,
f.eks. i Velfærdsministeriet,« siger Peter Schlüter, der dog vil
stemme for køreplanen. Det samme vil SFs Frank Hedegaard, der er
mindre utryg ved ventetiden: »Der er tale om rigtig mange
bosteder og mange ting, der skal undersøges, og derfor kommer
tingene til at tage noget tid. Det er i orden, så længe tingene
undersøges til bunds og vi får et ordentligt tilsyn,« siger
Frank han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik