Foto: Lorry

Københavnsk Metro frygter bygge-forsinkelser

Politikerne får tommelskruer på af metroselskab. Cityringen bliver forsinket, hvis ikke arbejdstiden udvides.

Folkene bag den kommende Cityring i København og på Frederiksberg kan ikke blive færdig til tiden med de nuværende restriktioner i arbejdstiden.

Derfor ansøger man nu de to kommuner om udvidet arbejdstid.

Det er politikerne i de to kommuner, der skal give grønt lys for, at arbejdet med ringen også kan ske fra klokken 18 til 22 på hverdage samt fra ni til 16 på lørdage.

Og af papirer fra Metroselskabet, der står for byggeriet, fremgår det, at "såfremt der ikke er tilslutning til Metroselskabets forslag, vil konsekvensen blive en forsinkelse af projekt Cityringen". Planen er en åbning i 2018.

Maskinerne står stille 2/3 af tiden

- I yderste konsekvens kan der blive tale om en forsinkelse på op mod et år, siger direktøren i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen til Ritzau.

Indtil nu har man bygget i døgndrift på tre udvalgte stationer med mulighed for at udvide det til endnu fire stationer.

Med den nye ansøgning til kommunerne vil man kun udvide med endnu en døgnåbning - men på samme tid have mulighed for at udvide arbejdstiden på de øvrige stationer.

- Det er meget vanskeligt for entreprenørerne at køre to-holdsskift med de arbejdstider, vi har i dag. Så derfor står maskinerne stille totredjedele af tiden. Kan vi i stedet arbejde mere om aftenen og om lørdagen, kan vi arbejde mere effektivt, siger direktøren.

Ansøgning om arbejdstidsudvidelse skal behandles i 2 kommuner

Henrik Plougmann Olsen understreger, at det hele tiden har været en forudsætning, at arbejdstiden kunne udvides, som byggeriet skred frem.

Samtidig ser man på, hvordan man kan være til mindst mulig gene for naboerne:

- Men det er klart, at det griber ind i hverdagen, når vi bygger det, der svarer til en Storebæltsbro under København. Men folk er faktisk meget forstående, siger direktøren.

Ansøgningen skal nu behandles i de to kommuner. Henrik Plougmann Olsen regner med, at en eventuel godkendelse kan ske inden sommerferien.