Københavns politikere blåstempler fri hash

Stort flertal af Københavns politikere sender brev til justitsministeren med krav om, at hash skal legaliseres.

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har fundet papir og blæk frem og har formuleret et brev til justitsminister Morten Bødskov med krav om, at hashen i hovedstaden skal legaliseres.
      Et stort flertal på fire ud af fem politikere bakker op om appellen, som foreslår ministeren at lave en forsøgsordning med afkriminalisering af hash.
      Det siger Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne i borgerrepræsentationen.
      - Den nuværende misbrugspolitik fungerer ikke, og derfor er vi nødt til at prøve noget andet end det nytteløse forbud mod hash, siger han og fortsætter:
      - Hvis folk skal hjælpes ud af deres misbrug, og der skal kontrol med, hvad der sælges, er det nu engang bedre, at det er staten der styrer hashhandlen end rockere og indvandrerbander.
      Et massivt flertal skrev i 2010 til den daværende VK-regering med samme appel. Men allerede inden ansøgningen var skrevet, bad et flertal på Christiansborg de folkevalgte i København stikke piben ind.
      Socialdemokraterne på Christiansborg sagde på daværende tidspunkt også nej til forslaget. Men det afskrækker ikke Lars Aslan Rasmussen.
      - Den tidligere regering var fuldstændig tonedøv, da vi i sin tid rejste debatten, men nu er der heldigvis kommet en ny regering, siger han.
      - Jeg håber virkelig, at de erkender, at den nuværende forbudspolitik har været en katastrofe for København. Derfor bør de give os mulighed for en forsøgsordning.
      Et af argumenterne er, at en legalisering af hash kan dæmme op for bandekonflikten. Ved at lovliggøre hash forsvinder en indbringende forretning og dermed også en god grund til at slås, mener de københavnske politikere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik