Københavns Politi finder stort hashlager

En 42-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger, efter at politiet fandt 650 kilo hash i hans lejlighed.

Københavns Politi har natten til fredag beslaglagt 650 kilo hash i en lejlighed på Frederiksberg.

I forbindelse med ransagningen af lejligheden blev en 42-årig mand anholdt og stillet for en dommer.

- Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør med lukkede døre, fortæller efterforskningsleder Knud Hvass.

Salgsværdi: 30 mill. kr.

Ifølge Knud Hvass repræsenterer hashen en værdi på mere end 30 millioner kroner, hvis den skulle sælges til gadepris.

Politiet valgte at ransage lejligheden, som ligger på Bispeengen på Frederiksberg, på baggrund af et tip fra svensk politi.

Af hensyn til den videre efterforskning i sagen ønsker Knud Hvass ikke at komme nærmere ind på yderligere detaljer.

- Man kunne godt forestille sig, at der skal foretages flere anholdelser i sagen, siger Knud Hvass.

Det sker jævnligt, at der rejses sager om store mængder hash, men det er forholdsvist sjældent, at der sker beslaglæggelser i den kaliber, som politiet nu har gjort.

- Det er en usædvanlig stor mængde. Det sker ikke så tit, fortæller Knud Hvas.

I begyndelsen af juli havde politiet også succes med at beslaglægge en større mængde hash. I den forbindelse blev 243 kilo af stoffet beslaglagt efter ransagning af en garage i Rødovre.

I den forbindelse anholdt politiet to mænd, som blev sigtet for at have håndteret yderligere 200 kilo hash.

Det er navnlig hashmarkedet på Christiania i København, der fungerer som afsætningssted for det forbudte stof.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik