Københavns Lufthavne slår passagerrekord i 2012

Trods et svært år for luftfarten er passagertallet i København steget til ny rekord. Også omsætningen stiger.

Det har været trængte tider for luftfarten i 2012, og Københavns Lufthavne blev således ramt af fem konkurser sidste år.

Det til trods har lufthavnen i Kastrup sat passagerrekord for andet år i træk. Antallet voksede i det forgangne år med 2,7 procent til 23,3 millioner flyrejsende, oplyser lufthavnen i sit årsregnskab.

Omsætningen steg 5,1 procent til godt 3,5 milliarder kroner, hvilket skyldes stigningen i passagertallet. Desuden brugte hver passager flere penge i lufthavnens butikker.

Det var medvirkende til, at nettoresultatet landede på 1615 millioner kroner - mere end en fordobling fra 2011.

Det høje overskud fremkommer især, fordi Københavns Lufthavne i fjerde kvartal solgte sin andel på 49 procent i moderselskabet til Newcastle International Airport, hvilket gav en gevinst på knap 760 millioner kroner før skat.

Korrigerer man regnskabet for særlige forhold, var overskuddet efter skat 863,3 millioner kroner.

Knap 60 flyselskaber flyver fra lufthavnen i Kastrup, som er den største i Skandinavien og blandt de ældste internationale lufthavne i Europa.

Den er med omkring 22.000 ansatte landets største arbejdsplads. Det er dog kun cirka 2000, som er ansat i Københavns Lufthavne. Resten er medarbejdere i en af de 500 virksomheder, der driver forretning i lufthavnen.

Københavns Lufthavnes forventning til 2013 er et resultat før skat, som bliver lidt lavere end i 2012. Afskrivninger og finansieringsomkostninger kommer til at veje lidt tungere i regnskabet. Antallet af passagerer ventes dog fortsat at stige i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik