Københavnere vil have eksotisk takeaway

Københavnerne bruger flest penge og bestiller mest sushi, viser takeaway-analyse.

Københavnere vil have takeaway fra eksotiske eller sunde køkkener - og det gør ikke noget, hvis maden koster lidt mere.

Sådan lyder det fra takeaway-portalen Just Eat, der har sammenlignet data for tusindvis af madbestillinger landet over.

Københavnerne bestiller eksempelvis væsentligt mere sushi end resten af Danmark gør, når der skal takeaway på bordet derhjemme. Således er mere end 7 procent af al takeaway, der bestilles i hovedstadsområdet, sushi. Til sammenligning er antallet af sushibestillinger i Sønderjylland nede på 1,4 procent.

Også bestillinger indenfor det grønne sortiment er højere i København end i nogle andre steder i landet.

- Modsat hvad mange måske tror, er det ikke kun pizza og grillmad, der er på menuen, når københavnerne bestiller takeaway. Københavnerne prioriterer gerne at bruge flere penge på mad, og måske derfor har antallet af fx sushibestillinger været stigende gennem de sidste par år, siger Carsten Boldt, direktør i Just Eat.

Ifølge Just Eat spenderer københavnerne 12 procent mere på takeaway-bestillinger end landsgennemsnittet. Sammenlignet med folk i den jyske provinsby Viborg, bruger københavnerne 30 procent flere penge på takeaway.

- Det er et storbyfænomen, at man bruger flere penge på mad og udforsker nye køkkener. Gastronomien blomstrer i København, og heldigvis har særligt københavnerne fået øjnene op for, at takeaway er andet og mere end pizza og fritter, fortæller Just Eats direktør.

Selvom de mere eksotiske køkkener vinder frem, slår Just Eat dog fast, at pizza stadig er mest populært - også i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik