Københavnere får verdens højeste løn

Desværre er den danske hovedstad samtidig verdens fjerdedyreste by at bo og leve i.

Verdens fedeste lønchecks bliver udbetalt i København.

Men pengene får hurtigt ben at gå på igen, al den stund at vores hovedstad er verdens næstdyreste by at gøre indkøb i - kun overgået af Oslo.

Det viser en undersøgelse fra Schweiz' største investeringsbank UBS, der har sammenlignet lønninger og prisniveau i 71 storbyer. Se undersøgelsen her.

Huslejen i London er enorm
Hvis udgifterne til husleje medregnes, viser det sig, at London er verdens dyreste by at bo og leve i.

På de følgende pladser kommer Oslo, Dublin, København og New York.

Undersøgelsen konkluderer, at Zürich er den by i verden, hvor man får flest penge i hånden, når skattefar har fået sin del, og huslejen er betalt.

Desuden viser undersøgelsen, at lønmodtagere i asiatiske lande som Indonesien, Indien og Filippinerne og Thailand tjener mindst.