København vil følge de døde i graven

Københavns Kommune ønsker at tage hånd om borgerne fra vugge til grav. Et flertal på Rådhuset vil have undersøgt, om det er muligt at oprette et kommunalt begravelsesselskab, som skal tage konkurrencen op med de private bedemandsforretninger, skriver berlingske.dk

Forslaget stammer fra Enhedslisten, der begrunder det med bedemændenes avancer. Ifølge en undersøgelse kan profitter på kister og urner udgøre op til 400 procent.

Selv en skrabet begravelse kan ifølge forslaget løbe op i 20.000 kr., og et politisk flertal er enig med Enhedslisten i, at det er uoverkommeligt for mange af de dødes efterladte. Og i sidste ende koster det Københavns Kommune dyrt i form af offentlig begravelsesstøtte.

- Enhedslistens formål med oprettelsen af et kommunalt begravelsesselskab er derfor dobbelt. Dels ønsker vi at give københavnerne et billigere alternativ, der forhåbentlig kan bringe markedsprisen ned. Og dels ønsker vi at bringe kommunens udgifter ned, står der i forslaget, som blev principgodkendt i aftes af Borgerrepræsentationen.

Kun Venstre og de Konservative stemte imod forslaget, som de kalder ren kommunisme.

- I venstrefløjens København er der åbenbart ingen grænser for, hvor store dele af samfundet, kommunen vil sætte sig på. Frank Jensen vil oprette kommunale hashcaféer, kommunal gældsrådgivning, og nu skal kommunen også følge borgerne i graven. Kunne det offentlige ikke i det mindste lade borgerne dø i fred uden at blande sig, siger Rasmus Jarlov (K).

Politikerne vil i første omgang undersøge, om det er lovligt for en kommune at drive begravelsesforretning, der måske også selv skal producere kister og urner. Hvis det ikke er lovligt, skal det undersøges, om kommunen kan indgå fælles indkøbsaftaler med de bedemænd, der i dag begraver døde københavnerne, som modtager begravelseshjælp fra kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik