København springer ud som homo-by

Københavns turistorganisation, Tivoli og SAS forsøger målrettet at 'brande' København som en attraktiv destination for homoseksuelle. Det skriver Dagbladet Information.

Tivoli satser på de homoseksuelle med arrangementet Tivoli Goes Gay, og SAS
sætter ekstra fly ind for at flyve de homoseksuelle deltagere i
Outgames 2009 til København. Hos Københavns turismeorganisation,
Wonderful Copenhagen, er man ikke i tvivl om, at det er en god
strategi at satse på rige, homoseksuelle turister.»Vi vil gerne
brande København som en moderne by med frisind og høj
livskvalitet«, siger kommunikationschef Peter Rømer Hansen. »De
homoseksuelle er et spændende segment for os, fordi de har et
højt forbrug og rejser meget. Og så er de trend-sættende,
hvilket er en gevinst for resten af vores branding af
København,« siger han.Men ikke alle er lige begejstrede for den
strategi. Lotte Knold, feministisk aktivist og en af
arrangørerne bag DIY Queerfestival, som finder sted senere på
måneden, påpeger, at det tilsyneladende kun er de rige
homoseksuelle, virksomhederne finder interessante. »Problemet
ved Tivolis og SAS's initiativer er, at man kun forsøger at
tiltrække en bestemt slags homoer - nemlig dem med penge. Det
giver ikke større accept i samfundet, at man kun bliver
accepteret, hvis man tjener penge, lever i registreret
parforhold og er en god forbruger,« siger hun.
Både SAS og Tivoli nævner netop købekraft som en vigtig årsag
til deres forsøg på at tiltrække homoseksuelle.»Det er et
købestærkt segment, vi satser på. De bruger vores kulturelle
tilbud som jazzkoncerter, varieté og ballet. De har ingen børn
og bil, de bor her i byen, og det gør dem samlet set til et
spændende publikum«, siger kommunikationsmedarbejder i Tivoli,
Simon Verheij.Ud over Tivoli Goes Gay, der løber over en hel dag
og sparker Copenhagen Pride i gang den 9. august, har Tivoli
også kontakt med arrangørerne bag kultur- og sportsbegivenheden
Outgames 2009 med henblik på at være vært for fester i
forbindelse med arrangementet næste år.»Vores engagement i
Copenhagen Pride og Outgames er ikke noget politisk, men
deltagerne tilhører et segment, som vi har skelet til gennem
længere tid«, siger Simon Verheij.Det er Lotte Knold godt klar
over, men hun frygter, at det ikke er et udtryk for frisind, når
virksomhederne inviterer bøsser og lesbiske indenfor. »Tivoli er
en forretning, og de har selvfølgeligt lavet økonomiske
analyser. De vil gerne tiltrække nogle folk, men det hjælper
ikke de marginaliserede,« påpeger hun og fortsætter:»Jeg vil
godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor langt tolerancen går. Holder
den længere end de økonomiske analyser? Jeg er ligeglad med, at
der kommer flere rige homoer til byen. Jeg vil bare gerne have
en by, hvor der også er plads til fattigrøvene,« siger hun.
Copenhagen Gay and Lesbian Chamber of Commerce (CGLCC) har
netop nedsat et netværk, som skal hjælpe interesserede
virksomheder med at markedsføre sig over for det homoseksuelle
segment eller »hjælpe dem med at tale sproget«.Det kan
virksomheder som f.eks. SAS, der også satser på flere
homoseksuelle kunder, nyde gavn af.Flyselskabet har netop
lanceret en hel hjemmeside med tips til de godt 18.000 bøsser og
lesbiske, som forventes at valfarte til København næste år i
forbindelse med Outgames.»Vi er sponsorer og officielt
flyselskab for Outgames 2009, for vi synes, det er naturligt for
SAS at være med på et arrangement, som skal bringe så mange
mennesker sammen,« siger kommunikationskonsulent Mikkel Løndahl,
som regner med at flyselskabet skal sætte ekstra fly ind for at
få fløjet de mange tusinde homoseksuelle gæster ind fra udlandet
næste år.Satsningen på Outgames er ikke tilfældig fra SAS.»Vi
vil meget gerne i kontakt med den kundegruppe, fordi vi ved, at

de godt kan lide kvalitet og er villige til at betale for den. I
sidste ende drejer det sig jo om at sælge flybilletter,« siger
Mikkel Løndahl.Jørgen Weis, som er næstformand i CGLCC, har en
klar forventning om, at mange flere virksomheder vil have glæde
af det store homoseksuelle rykind til sommer. »De vil ud og
bruge penge, og de har råd til det,« siger han til Information.