København sløjfer p-pladser til elbiler

Den ene p-plads til el-biler efter den anden er skudt op i København - men nu ser udviklingen ud til at vende.

Teknik- og miljøforvaltningen har siden februar nedlagt 26 af kommunens cirka 200 parkeringspladser til elbiler, da flere af dem har stået mere eller mindre tomme.

Det fortæller centerchef i Center for Parkering i Københavns Kommune, Anders Møller:

-Der har i nogle konkrete tilfælde ikke været de behov, som man indledningsvis antog, der var, og det har vi så forsøgt at rette op på, siger Anders Møller til DR København.

Nedlæggelsen af parkeringspladserne sker blandt blandt andet på baggrund af forvaltningens egen undersøgelse, der viser, at fire ud af fem p-pladser for elbiler står tomme. Fremadrettet er der som udgangspunkt ikke planer om at nedlægge flere parkeringspladser, fortæller Anders Møller. Men det kan komme på tale igen, hvis de nuværende ikke bliver brugt:

-Der kan sagtens opstå situationer, hvor vi bliver nødt til at kigge på det her igen og også foretage ændringer i det, vi har lavet, siger Anders Møller.

Det skal gøres attraktivt at have el-biler

Men det er den helt forkerte vej at gå, hvis politikerne ønsker sig flere elbiler i hovedstaden. Det vurderer trafikforsker på Roskilde Universitet, Thomas Budde Christensen:

-Hvis man gerne vil have mange elbiler, så bliver man nødt til at lancere nogle initiativer, der gør det attraktivt for folk at have elbiler i København, og i den sammenhæng spiller parkeringspladser også en rolle, fortæller Thomas Budde Christensen til DR København.

Københavns Kommune har ellers længe forsøgt at gøre det attraktivt for københavnerne at skifte brændstofbilen ud med en elbil - og her har et af initiativerne været at lave særlige parkeringspladser reserveret til elbiler.

Elbilsalget kan blive påvirket

Men satsningen har altså ikke givet flere elbiler på parkeringspladserne - og derfor er de nu blevet sløjfet. Men det er et forkert budskab at sende til borgerne, hvis man virkelig gerne vil have dem til at skifte til elbilen, siger Thomas Budde Christensen.

-Kommunen sender selvfølgelig et signal til potentielle elbilkunder om, at de ikke er lige så højt prioriteret, som de har været tidligere, og det kan godt have en påvirkning på elbilsalget fremover, slår Thomas Budde Christensen fast.

Også hos Dansk Elbil Alliance er man uenig i kommunens nye strategi:

-Vi kan bestemt ikke anbefale, at man nedlægger pladser. Københavns Kommune gør rigtig meget for at give beboerne en renere by med mindre støj. Det kræver, at vi får langt flere grønne biler ind i København, men de kommer ikke af sig selv, siger Lærke Flader, branchechef Dansk Elbil Alliance.

Der er for stort parkeringsunderskud mange steder i byen

Men alt for mange af de dedikerede parkeringspladser til elbiler står tomme, og derfor vil kommunen omdanne dem til almindelige parkeringspladser, fortæller Lars Dueholm, gruppeformand for Liberal Alliance på Københavns Rådhus:

-Der er en belægningsprocent på mellem 15 og 20 procent på vores elbilpladser. Problemet er, at efterspørgslen ikke har været der, og når vi samtidig har så stort et parkeringsunderskud mange steder i byen, så nytter det ikke noget, siger Lars Dueholm.

De nedlagte elbil-pladser bliver ifølge Københavns Kommune omdannet til almindelige parkeringspladser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik