Foto: Lorry

København skal gavne Nordsjælland

Flere penge i kassen for at finansiere fremtidens velfærd. Budskabet går igen hos både politikere og virksomhedsledere landet over, men særligt vigtigt er det i hovedstadsområdet, mener erhvervsorganisationen DI.

- Vi ved, at det er hovedstadsområdet, der trækker væksten. En vigtig ting er derfor rammevilkårene, og dem er der al mulig grund til at forbedre især i hovedstadsområdet men også på landsplan, siger formanden for DI Hovedstaden,  Ingelise Bogason til Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge DI's egen analyse »Hovedstaden i udvikling« vil en ekstra årlig vækst på blot 0,5 procent frem mod 2020 betyde, at en gennemsnitsfamilie i hovedstadsregionen vil få cirka 2000 kroner ekstra til forbrug om måneden, mens der vil være en samlet gevinst på 10 milliarder kroner i offentlige indtægter til den regionale kasse.
Som et led i DI's vækstkampagne bliver denne uge nemlig sluttet af med, at virksomhedsledere i fællesskab holder en såkaldt vækstdemonstration fredag morgen på Københavns Hovedbanegård.
- Det er vigtigt, at flere forstår, at Danmark står med en udfordring om at skabe vækst for at få råd til velfærd, siger Ingelise Bogason til avisen om aktionen.
Bag den lidt humoristiske happening lurer nemlig en seriøs problemstilling, som handler om, at Danmark og hovedstadsregionen sakker bagud i forhold til væksten i andre sammenlignelige lande og storbyer. Det har netop fået Københavns overborgmester Frank Jensen (S) til at nedsætte Copenhagen Business Task Force, der blandt andet skal sørge for øget vækst, produktivitet og flere arbejdspladser frem mod 2020.
DI roser initiativet, da flere arbejdspladser i hovedstadsregionen også smitter af på resten af landet i form ekstra arbejdspladser og vækst.