København redder flest narkomanliv

Selv om Københavns Kommune huser mindst hver tredje af landets stofmisbrugere, sker nu kun hvert sjette narkorelaterede dødsfald i hovedstaden, skriver Politiken tirsdag.

I 1998 døde 96 narkomaner i København som direkte følge af deres stofmisbrug - i 2008 tog narkotika livet af 37. I samme tiårige periode er udviklingen i resten af landet gået den stik modsatte vej med en stigning fra 155 til 202 dødsfald om året.

Det viser en opgørelse, Politiken har lavet for samtlige 12 politikredse på baggrund af tal fra Rigspolitiet.

Socialoverlæge i Københavns Kommune Peter Ege tror på, at kommunens lange erfaring og styrkede indsats for at højne sundhedstilstanden blandt misbrugerne er en del af forklaringen. Han peger blandt andet på Københavns opsøgende gadesundhedsteam, Sundhedsrummet og det, at ingen bliver smidt ud af behandling uanset dårlig opførsel eller sidemisbrug.

»Andre kommuner kan måske lære noget af, at vi er ekstremt brugervenlige. Uden at skamrose os selv kan jeg godt sige, at vi er mere lydhøre og aldrig ekskluderer folk. Det, tror jeg, redder liv«, siger Peter Ege til Politiken.

En anden væsentlig forklaring kan være, at gruppen af narkomaner i hovedstaden skiller sig ud ved altid at være 'foran' med nye tendenser, fordi stofmisbruget har eksisteret længst her.

»Overalt i Danmark oplever vi i disse år en nedgang i heroinmisbruget, mens misbruget af hash og kokain stiger. Heroin er alt andet lige et farligere stof, som der er større risiko for at dø af. De nye stoffer er slået igennem i København først, og derfor kan man forestille sig, at den lavere risiko for forgiftning trænger tydeligst igennem her«, siger Peter Ege til Politiken. Han forudser, at antallet af dødsfald på længere sigt også vil falde på landsplan.

Formand for socialcheferne i Danmark Ole Pass mener ikke, at man alene ud fra antallet af narkorelaterede dødsfald kan bedømme kommunernes evne til at forbedre stofmisbrugeres helbred. Men han kalder det »tankevækkende«, at så mange stadig dør af heroinoverdoser uden for København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik