Foto: TV2/ Lorry

København overtegnes med graffiti

Der er kommet flere tags, throw-ups og pieces i Københavns gader, skriver metroxpress.

Ifølge en optælling fra Københavns Kommune er der siden 2009 blevet 45 procent mere graffiti. Og nogle bydele er hårdere ramt end andre, siger Birgitte Damgaard fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

På Nørrebro fjernes der graffiti hver dag. I andre bydele er det kun hver uge eller hver 14. dag, fortæller hun og tilføjer, at stigningen ikke koster flere penge på grund af den aftale, man har med firmaerne, der renser ned.

Mariane Hedegaard, professor i psykologi ved Københavns Universitet, har skrevet en bog om graffitimalere. Hun mener dog, det er svært at komme med en entydig forklaring på stigningen.

»Men unge maler graffiti for fællesskabets skyld. Så man kunne se på, om de muligheder, unge har for at mødes i København, er blevet for ringe,« siger hun til metroxpress.

Kabell: Lav flere lovlige graffiti-mure

Ifølge teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er vejen frem imidlertid at lave steder, hvor man lovligt kan mødes og male graffiti.

»De steder, hvor man har lovlige graffitimure, har der ikke været anden form for graffiti. Så meget tyder på, at det er den vej, vi skal gå,« siger han.

Det vil dog ifølge Mariane Hedegaard ikke hjælpe på de mange tags. For de, der laver disse små signaturer, er en anden gruppe end dem, der laver pieces - de store kunstværker. Og de lovlige graffitimure egner sig mest til pieces.

Tags foregår derimod mere spredt, og vil man rense dem ned, skal man sørge for at få det hele med.

»At tagge er en form for kommunikation. Så sidder der et tag, er der hurtigt nogen, der svarer,« siger hun.