København mister millioner på slendrian fra SKAT

Borgerne i København står til at miste 40 millioner kroner, som kunne bruges til at reparere huller i vejene og bygge nye børnehaver. Og tabet sker udelukkende, fordi SKAT er alt for langsom, oplyser P4 København.

 - Slendrian og dårligt signal til borgerne, lyder det fra to af Københavns borgmestre, som har skrevet flere gange til skatteministeren for at klage.

De 40 millioner kroner stammer fra ubetalte parkeringsbøder i København.

Hvis en parkeringsbøde ikke betales til kommunen, efter en rykker, så overgår inddrivelsen af pengene til SKAT.

Men der er en forældelsesfrist på parkeringsbøder på tre år, og nu viser det sig, at SKAT ikke har krattet pengene ind fra ca. 46.500 afgifter med tilhørende gebyrer, som forældes per 1. januar. Og det rammer os hårdt, siger overborgmester Frank Jensen (S):

- Det er jo penge, vi kunne have brugt til at forbedre byen og sørge for børnepasning og ældrepleje, siger Frank Jensen, der også slår på retsfølelsen:
     
- Det der med at der er nogen, der har parkeret ulovligt, som de retmæssigt skulle have betalt en afgift for og så kommer de ikke til det - det føles rigtigt uretfærdigt, siger Frank Jensen.
     
Faktisk aner Københavns Kommune ikke engang, om SKAT har skrevet til skyldnerne, om de vil betale, eller slet ikke har rørt inddrivelsen. For SKAT melder ikke noget ud om deres indsats, og det får også embedsmændene i kommunen til at rive sig i håret, nu hvor årsregnskabet nærmer sig. De kan hverken afskrive tab eller bogføre indtægter, og de klager derfor over situationen i en orientering, som de københavnske politikere behandler mandag.

- I forbindelse med kommunalreformen ville staten overtage inddrivelsen fra kommunerne, og så synes jeg, det er vigtigt, at man lever op til det ansvar, man har. Det kan de gøre bedre, siger Frank Jensen.

Han har flere gange i løbet af 2010 skrevet til skatteminister Troels Lund Poulsen for at klage over SKATs manglende indsats. Og udsigten til det store tab har nu også fået teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til at fare i blækhuset og skrive et vredt brev til skatteminister Troels Lund Poulsen (V), som lander på ministerens bord mandag.

- På jævn dansk skriver jeg, at det simpelthen er for dårligt, at den slendrian der er i SKAT, når de ikke får inddrevet parkeringsafgifterne, betyder, at vi mister de her penge. Det er ikke sådan, systemet er tænkt, siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Det har ikke været muligt for P4 København at få en kommentar fra skatteministeren.

    


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik