København lukker for pengene til doping-rytteren

Den danske moutainbike-rytter Peter Riis Andersen var et scoop for Team Copenhagen, der har støttet rytteren økonomisk. Men efter at det er kommet frem, at han har taget doping inden OL i Kina, skal han ikke regne med flere penge, fortæller P4 København.

Med Peter Riis Andersen forrest i truppen for Dansk Mountainbike Klub, skulle han arbejde med talent- og idéudvikling. Det valgte Team Copenhagen, som er en fond under Københavns Kommune, at støtte. Planen var, at cykelrytteren skulle være med til at gøre København til den bedste by at dyrke eliteidræt i.
Men det arbejde er slut nu. Og det var med stor ærgrelse, at formanden for Team Copenhagen, Leif Mikkelsen modtog nyheden, om at en af deres store profiler, har taget doping:
-Jeg synes selvfølgelig, at det er enormt tragisk, og samtidig er det ekstremt tåbeligt. Det er sådan en nyhed, man modtager oven på en afsluttet tour med et stort øv, siger han til P4 København.
Leif Mikkelsen fik beskeden af formanden for Peter Riis Andersens danske klub, Dansk Moutainbike Klub. Han kan endnu ikke sige om samarbejdet med klubben er slut. Men Peter Riis Andersen skal i hvert fald ikke regne med flere penge:
-Han skal ikke søge flere penge hos os. Vi har fra starten sagt, at vi ikke vil støtte udøvere eller hold, som snyder. Det blev besluttet, da vi lavede dette etiske kodeks i forbindelsen med støttemidler, at vi kan ikke se os selv i den sammenhæng, siger Leif Mikkelsen.
Peter Riis Andersen er også netop blevet fyret fra den tyske klub Team ALB Gold.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik