Foto: TV2/Lorry

København indleder undersøgelse af Åboulevard-tunnel

Københavns Kommune har netop udbudt en konkurrence om mulighederne for at etablere en trafiktunnel under Åboulevard samt om, hvordan den rørlagte Ladegårdså kan frilægges og indrettes, så den kan transportere skybrudsvand på overfladen, eller hvor der kan inkluderes brug af trafiktunnelen som magasineringskapacitet. Det skriver Licitationen- Byggeriets Dagblad.

- Det lidt paradoksalt at både Åboulevard og Bispeengbuen har fået poetiske navne, for begge veje fungerer mere som barrierer eller ligefrem åbne sår på Nørrebro. Åboulevard er Københavns mest trafikerede vej, og derfor er beboerne i området plaget af både støj og luftforurening. Min vision for København er en by med mere fokus på livskvalitet. Det kræver, at vi reducerer generne fra trafikken og skaber flere gode grønne områder til københavnerne, siger trafik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

- I dag er åen gravet ned for at give plads til biler. Det er en helt forkert prioritering og passer ikke til en moderne storby. Vi skal have sendt bilerne på Åboulevard under jorden, så åen igen kan komme til at flyde frit på gadeplan og udgøre livsnerven i et nyt grønt område på Nørrebro.

Projektet vil samtidig blive en vigtig brik i vores arbejde med at håndtere de stadig flere skybrud, København vil blive ramt af de kommende år.

Projektet kan lyde meget ambitiøst. Men andre storbyer som Madrid og Seoul har allerede vist, at det kan lade sig gøre, siger Morten Kabell.

Kommunen vil med sin forundersøgelse have en realistisk vurdering af og forslag til, hvordan transport af skybrudsvand på overfladen kan kombineres med anlæggets øvrige funktioner med trafik og byrum.